”Det er Ea.
Ja, hallo, det er Doris.
Ja?
Du må altså passe lidt på, hvem du drikker kaffe med.
Hvad for noget?
Nogle mennesker kan bare ikke se ud over deres egen næsetip.
Jeg er ikke helt med her. Hvad snakker du om?
Nej, det bliver for bøvlet at tage det over telefonen. Det tænkte jeg jo nok. Du må komme herud. Har du tid til det?
Nu?
Ja.”
”Undskyld jeg kommer for sent”, s. 92.
Vil Ea have det samme som veninden Julie? Måske skal hun i stedet kigge i retningen af Doris, Julies ældre nabo. Doris hjælper Ea af med en torn fra robinietræet, der har boret sig op i Eas fod. ”Det vil dig noget, det træ”, siger Doris (s. 81). Hun taler om forbindelser til underverdenen og sender Ea hjem med urtemiksturer. Hun arrangerer magiske ritualer og lærer Ea og Julie at tage afsked med alt det, der ikke tjener dem. Langsomt begynder Ea at give slip på frygten og forventningerne og kigge på sit liv, sine omgivelser og fremtidsdrømme med andre øjne, for som hun indser under en konsultation hos psykologen: ”Hun må godt være her, i sin egen krop og fylde den helt ud.” (s. 235).
I romanens korte kapitler er det ligesom i debutromanen dialogen, der bærer handlingen fremad og ridser karaktererne op. Den episke fortælling brydes af endnu kortere tekster, der i form og grafisk udtryk skiller sig ud fra resten af teksten: Der er sms’er fra Eas mor, der alle afsluttes med et ’Knus mor’ og en hjerteemoji. Ea besvarer dem ikke. Der er også snapseopskrifter fra Doris, sms’er til og fra de mænd, Ea dater og endelig er der en række sansemættede passager, der har karakter af syner eller drømme, for eksempel den der indleder romanen, hvor der blandt andet står: ”Hun får propper i ørerne, mens hun svæver videre i mørket mellem glimt af lys som ildfluer, der tænder og slukker.” (s. 7).
Doris, fertilitetsundersøgelsen og fyringen åbner en række nye døre for Ea. Hvilken retning skal hun i? Hvordan ser hendes fremtid ud, hvis hun slipper andres forventninger om det konventionelle familieliv med en fast indtægt?
Rikke Oberlin Flarup
Hos Rikke Oberlin Flarup flyder humoren og alvoren sammen med det, vi ikke kan forklare. Her mødes tunge dagsordener som kropsskam og barnløshed med flygtige sms korrespondancer. Her er svævende dr...
Læs hele forfatterportrættet