”Da Holm vågner næste morgen, er han allerede død. Han ligger udstrakt på ryggen i et mørkt rum, over sig kan han lige akkurat skimte nogle planker der er anbragt på langs, og i et kort, skrækblandet øjeblik går det op for ham hvad det er der må være sket: Mens historien er passeret hen over ham, har de lagt ham i en kiste af træ, i løbet af natten, og er selv draget videre.”
Hans Henrik Møller: ”Burgundia”, s. 124.
På bogens første side er der trykt et kort over øen, hvilket skal vise sig at være til stor hjælp. ”Burgundia”s hovedperson er nemlig Østersøen selv, dens granit og sandsten, kirker, slægter, vand, land og byer.
Hans Henrik Møller givet sin hjemstavnsroman undertitlen ”En roman om Øen, Himlen og Havet”, og det er disse tre sektioner, bogen er inddelt i. Men der er ikke tale om rejsebeskrivelse af hverken øen, himlen eller havet omkring Bornholm, men derimod om en fantasifuld fortælling fortalt af en til tider ret vidtløftig fortællerstemme. Det får man allerede tidligt i romanen en fornemmelse af, da fortælleren redegør for, hvordan Bornholm ligger stille om dagen, men har det med at bevæge sig en lille smule om natten. I virkeligheden bevæger Bornholm sig ikke meget. Det gør resten af verden derimod, men ”Burgundia” er, blandt mange, mange ting, en lang argumentation for, at Bornholm er verdens selvfølgelige centrum.
Det er jo en påstand, der kræver, at man skærer en hæl og klipper en tå. Eller at man har en ubændig trang til at binde andre en røverhistorie på ærmet. Og det er netop, hvad fortælleren har.
Det er karakteristisk for romanen, at dens mange fortællinger godt kunne være virkelige eller tage udgangspunkt i rigtige begivenheder. Den stilistik, som romanen forsøger at efterligne, er nemlig den, der hersker i den mundtlige fortælling, i anekdoten eller skrønen. Sådanne fortællinger foregår i den umiddelbart genkendelige verden, men ofte sker der ting og sager, som måske ikke er virkelighedstro i almindelig forstand. Men det er heller ikke meningen. Meningen er, at man skal lade sig rive med af historien, af dens egen logik, og det kan man ikke nærmest ikke undgå, når man læser ”Burgundia”. Vi hører om slægterne Lind og Holm, der har en nedarvet konflikt om et tomt lagerlokale. Om den korrekte brug af salt, om de indfødte i Congo, der lærte at synge bornholmske hjemstavnssange. Om kaffe og dyrskue og mennesker og granit. Og meget mere.
Hans Henrik Møller
Der råder en solid tiltro til det at fortælle historier i Hans Henrik Møllers forfatterskab. I dets løb kommer en forestilling til syne, som nok er overraskende for læseren, men som også synes at k...
Læs hele forfatterportrættet
