Hans Henrik Møller

Genrer og tematikker

Hans Henrik Møller indledte sit forfatterskab med den fabulerende roman, ”Akhnatons torso”, der fungerede som ramme om et væld af historier i et blomstrende og til tider arkaisk sprog. Interessen for at fortælle et væld af historier på næsten samme tid og at lade dem spejle sig i hinanden går igen i Møllers anden udgivelse, novellesamlingen ”12 historier om stedsans”. De til tider forblommede sætningskonstruktioner og metaforer, der prægede debuten går derimod ikke igen. ”12 historier om stedsans” kan ses som en indsnævring af forfatterens interesser. Modsat debuten er historierne tydeligt adskilt fra hinanden, således at forfatteren ikke behøver at kæmpe med at finde på en sammenhæng. En kamp, som en gang imellem blev for tydelig for læseren i ”Akhnatons torso”. Også sproget har fået en opstramning i novellesamlingen. Her slynger fortælleren ikke om sig med henvisninger til litteratur og filosofi, men indarbejder mere elegant sine præferencer for disse ting i selve fortællingernes præmisser. For eksempel som det sker i novellen ”Kant, Königsberg, i midten af maj”, som uanstrengt blander filosofihistorie med fantasi og lader det gå op i en højere, næsten poetisk, enhed.

Hans Henrik Møller karakteriserer selv udviklingen i sit forfatterskab som rummende både kontinuitet og brud. Han siger, at han i alle sine bøger – og også i det faglitterære forfatterskab – er optaget af det, man kunne kalde vidensprojektet: Hvad kan man overhovedet vide om verden? Han mener, at mange af personerne i de første bøger er besat af en videnstrang, men, som det gælder i den virkelige verden, sådan gælder det også i den fiktive: Jo mere man ved, jo mere er der også stadig at vide. Noget endegyldigt svar skal man, ifølge Hans Henrik Møller, ikke gøre sig håb om at få [1]Martin RavInterview med Hans Henrik Møller. Forfatterweb, januar 2011..

Forfatteren mener i den forbindelse, at fortællerstemmen i ”Burgundia” på sin vis sætter det sidste søm i den ligkiste, når han roder sig ud i betragtninger over, hvor meget havet vest for Bornholm mon vejer, eller hvor stort et areal ørerne i Rønne ville kunne dække, hvis de blev anbragt side om side. På den måde mener Hans Henrik Møller, at ”Burgundia” markerer et skifte i hans måde at fortælle på. Den er mere bredt anlagt end ”Akhnatons torso” og ”12 historier om stedsans”, den er mere fabulerende og læner sig mere op ad en mundtlig fortælletradition, hvor det ikke er plottet, der er afgørende, men hvor der er plads til digressioner og falbelader, for i den mundtlige tradition, i familiehistorien for eksempel, skal man ikke nødvendigvis nå frem til en forklaring på det hele, men bare være til stede og nyde fremstillingen, mens den skrider frem.

Beslægtede forfatterskaber

Da Hans Henrik Møllers gennembrudsroman ”Burgundia” udkom i 2010, stod sammenligningerne til andre forfatterskaber i kø i avisernes litteraturspalter. Ikke færre end 25 andre forfatterskaber blev der henvist til, nogle er dog mere oplagte end andre. Et element i Hans Henrik Møllers værker, der er meget dominerende i ”Akhnatons torso”, er et floromvundent, til tider arkaisk sprog. Det leder i førte omgang tankerne i retning af Karen Blixen. Efter en nærmere læsning er måske snarere en kobling til Peter Høeg, der i sine ”Fortællinger om natten” og ”Forestilling om det 20. århundrede” ligeledes leger med et sprog, der i sin opstyltethed kan lede læserens tanker i retning ad aristokratisk herregårdslitteratur med et element af gotisk melodrama.

Indholdsmæssigt er det oplagt at sammenligne med forfattere som Salman Rushdie og Gabriel Garcia Márquez. I deres bøger er der også en tynd grænse imellem den jordnære realisme og fri fantasi. Her kan alt i princippet ske, og der plads til meget store fortællemæssige armbevægelser.

Hans Henrik Møller selv nævner den argentinske litterat og forfatter Jorge Luis Borges som en inspirationskilde, i hvis univers der også – mildt sagt – er plads til lidt af hvert, samt den færøske forfatter William Heinesen.

Relaterede forfattere