”– Han er ikke en antihelt. Og slet ikke superhelt. Super betyder jo over. De er helte, der er over andre, bedre end alle andre. Større kræfter, flere ressourcer. Med ham her er der nærmere tale om en subhelt, et undermenneske, der modsætter sig overmagtmennesket uden at have hverken særlige kræfter eller ressourcer.”
”De tre paver”, s. 95.
I denne roman er der tre hovedpersoner. Aaz fortæller på sit eget mangelfulde sprog nogle af kapitlerne. Erhard fortsætter, som vi kender ham med en veludviklet retfærdighedssans og en stædig insisteren på at løse problemerne selv og uden at frygte for konsekvenserne. Og så er bestsellerforfatteren Celesta ankommet til øen. Hendes forlag tror, at hun skriver på endnu en roman i en populær serie, men hun er kommet på sporet af Erhard og vil vide mere om ham. Samtidig har hun en iver efter at forandre samfundet med sin litteratur, og uden at forstå følgerne af et indigneret videointerview giver hun ilt til et slumrende bål, og pludselig løber demonstranterne i gaderne med hendes magtkritiske ord på deres bannere. Alt imens de tre personers gøren og laden vikles ind i hinanden, blæser en altødelæggende sandstorm, Calimaen, over øen, der dækkes af rødt sand og destruerer alle spor.
Både Erhard og Celesta bruger alle kneb for at afsløre den intrigante mafiakonstellation, der styrer øens politi, medier og ejendomme. Titlens tre paver bliver opsøgt af de to snushaner, der af forskellige årsager har den samme mission: at afsløre den omfattende korruption og de vidtrækkende magtkampe.
Langsomt løses gåden om Erhards manglende finger og årsagerne til, at han pludselig forlod Danmark og sin familie. Gennem Celestas research får vi nye sider af Erhard at se og et andet blik på den lidt sølle ø Fuerteventura.
”De tre paver” kan læses selvstændigt som en dramatisk spændingsroman, men samler også op på de emner, den samlede trilogi belyser: tilgivelse, selvindsigt, kærlighed og magt. Hvem kan man stole på i en verden af selvudnævnte paver?
Thomas Rydahl
En ensom nifingret taxachauffør viser sig at være en ihærdig efterforsker i Thomas Rydahls trilogi om eksildanskeren Erhard Jørgensen. Debutromanen ”Eremitten” fra 2014 vandt samme år Bogforums Deb...
Læs hele forfatterportrættet