BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Portræt af Thomas Rydahl
Foto: Nordin Agency
*Seneste udgivelse

Thomas Rydahl

Senest opdateret
  • Redaktionen
    maj 2024
  • Anne Vindum
    cand.mag., juli 2021
Hovedforfatter
  • Anne Vindum
    cand.mag., 2014

Intro

En ensom nifingret taxachauffør viser sig at være en ihærdig efterforsker i Thomas Rydahls trilogi om eksildanskeren Erhard Jørgensen. Debutromanen ”Eremitten” fra 2014 vandt samme år Bogforums Debutantpris, og siden er kommet ”De savnede” og ”De tre paver”. Rydahl fremskriver et vindblæst Fuerteventura og tegner midt i krimigåderne et rørende portræt af en mand, der nok er lidt fordrukken og bag om dansen, men som ved den rette anledning viser empati, handlekraft og sejlivet stædighed. I 2021 udgav Rydahl den muntre skilsmisseroman ”Forførernes klub”.

Baggrund

Thomas Rydahl er født i Aarhus i 1974 og har skrevet historier siden barndommen. Som kun 17-årig vandt han Politiken og Gyldendals novellekonkurrence med novellen ”Forever Young”. En nyhed han efter eget udsagn modtog med ungdommelig arrogance. Han var overbevist om, at nu lå verden åben for ham og har begejstret skrevet lige siden: ”Siden jeg ’debuterede’ med min vindernovelle i 1992, har jeg skrevet på forskellige romaner: En thriller, en ungdomsroman, et drama, en børnebog. De ligger begravet dybt nede i min dropbox. Midt i skriveriet stiftede jeg familie og fik noget fast arbejde, hverdagen blev mere udfordrende, og det krævede utroligt meget disciplin at fastholde de daglige skriverier, og ikke mindst at styre udviklingen af en roman, en lang tekst." [1]Thomas RydahlHvorfor er der gået så lang tid før du er klar med din debutromanThomasrydahl.com, 2014. Konstateret utilgængelig.. I 1997 kom Thomas Rydahl ind på Forfatterskolen, hvilket har udviklet hans sans for læsning og fornemmelse for sprog samt en – til tider lidt for veludviklet – sund kritisk sans.

”Han lægger sit tøj til vask. Det gør han gerne om mandagen. Han laver mad i underbukser, spiser lammegullasch stående i døren, overvejer at hente en øl hos Guzman nede ad Alejandros sti, den lille købmand, der ser ud, som om han er ved at gå nedenom og hjem og har set sådan ud de seneste mange år. Men han har en flaske rødvin liggende og skænker op i et ølkrus og drikker det, som om det kan slukke hans tørst.”

”Eremitten”, s. 77.

I 2011 var Rydahl med sin familie på ferie på den kanariske ø Fuerteventura. Efter en taxatur skulle Rydahl samle sin bagage op fra taxaens bagagerum, hvor han fik øje på chaufførens guitar. Det gav ham ideen til karakteren Erhard Jørgensen, der er hovedperson i debutromanen ”Eremitten” fra 2014 og ligeledes i de to næste bind i trilogien; ”De savnede” fra 2016 og ”De tre paver” fra 2019.

Portræt af Thomas Rydahl
Foto: Nordin Agency
  • Født

    1974 i Aarhus.

  • Uddannelse

    Studier i filosofi og psykologi. Forfatterskolen 1997-1999.

  • Debut

    Eremitten. Bindslev, 2014.

  • Litteraturpriser

    Bogforums Debutantpris, 2014. Glasnøglen (nordisk pris), 2015. Harald Mogensens-Prisen, 2015.

  • Seneste udgivelse

    Sammen med Anne-Grethe Bjarup Riis: Egeskov - ulykkens år. Politiken, 2024. Krimi.

  • Inspiration

    Paul Auster, Per Petterson, Bruce Chatwin, Don Delillo og Tom McCarthy.

”Eremitten” skrev han i fritiden ved siden af arbejde og familieliv. Hver søndag sad han på kunstmuseet Louisiana med en kop sort kaffe og skrev på den debut, der kort tid efter udgivelsen modtog Debutantprisen på Bogforum. I den forbindelse sagde Rydahl selv om sin flid: ”Måske fordi jeg har knoklet sådan, føles det ikke som en debutantpris, men mere som en flidspræmie, jeg har fået,” [3]Trine Munk-PetersenHæder til 40-årig debutant.Berlingske, 2014-11-07..

At der skulle så mange år mellem novellekonkurrencen og romandebuten hænger sammen med den modenhed, det kræver at strukturere og finde stof til en roman, fortæller Rydahl: ”Når jeg ser tilbage, er det noget af det, modenhed og erfaring gennem årene har lært mig: At orkestrere en historie, at udvikle karakterer, og stille og roligt få værket på plads. (…) Jeg skulle lige modnes – af livet og af skrivearbejdet. Måske har Klaus Rifbjerg alligevel lidt ret: Det er gavnligt at komme lidt ud på salatfabrikken, eller hvad det er han plejer at sige.” [1]Thomas RydahlHvorfor er der gået så lang tid før du er klar med din debutromanThomasrydahl.com, 2014. Konstateret utilgængelig..

Udover universitetsstudier i filosofi og psykologi har Rydahl taget en coachuddannelse og er uddannet brandmand. Siden 2001 har han arbejdet professionelt med storytelling og strategi inden for kommunikation, og han har oversat et par romaner af den amerikanske forfatter Malcolm Gladwell. I 2019 udgav Thomas Rydahl sammen med forfatterduoen A.J. Kazinski krimien ”Mordet på en havfrue” og i 2021 udgav han i eget navn den selvstændige ”Forførernes klub”.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Thomas Rydahl fortæller om Erhard-trilogien. Politikens Forlag, 2019-07-26.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Thomas Rydahl er efter eget udsagn helt ’pjattet med mennesker’ og særligt mennesker, der har en særpræget og udfordret historie. Dette bliver tydeligt i skildringen af trilogiens hovedperson Erhard, der har fået nogle knubs i tilværelsen. Øen Fuerteventura er heller ikke uden skrammer – den er falleret og ligner noget fra en moderne western. ”Hvis man har succes i livet, så er man sgu nok ikke på den ø”, forklarer Rydahl i et interview med DR, og videre at ”Taxachauffør er man ofte, hvis det man gerne ville, ikke er blevet til noget”. Derfor passer det fint at lade fortællingen om Erhard, der vågner sent i livet, foregå der. ”Eremitten” handler netop om, at man kan få en chance til sent i tilværelsen. Erhard er i sidste kapitel af sit liv, og krimiintrigen får ham tilbage til livet. Romanernes karakterer er alle lidt aparte og rummer stof til fortællinger om, hvorfor og hvordan de blev dem, de er.

I det hele taget er menneskelige relationer et centralt tema i trilogien, der både peger på magt, penge, begær og ære som væsentlige faktorer i interne forhold. Der er dog også kærlighed mellem nogle af karaktererne, men de fleste forhold er betinget af egoisme og forsvarsmekanismer. For både Erhard, Le og Celesta gælder det, at de slås med bristede drømme og frygten for at være ligegyldige. Ingen af dem er fejlfri, og de kæmper alle med at tilgive sig selv.

Livet i det lille øsamfund sættes i perspektiv af den uafvendelige globalisering, som kan få helt konkrete konsekvenser for dagliglivet i lokalmiljøet. I sin optrevling af den omfattende sag i ”Eremitten” støder Erhard på ny europæisk lovgivning på forsikringsområdet i forhold til pirateri, handel og transport, og den lovgivning kan i sidste ende medføre højere priser og mindre vareudbud på Fuerteventura. Og øboerne er ikke vilde med centralreguleringen fra fastlandet: ”Hvad ved teknokrater og små mænd fra Madrid om livet herude?” spørger en af de tre paver.

Genremæssigt trækker bøgerne på karakteristika fra både roman- og krimigenren. Den psykologiske karaktertegning kombineres med en forbrydelse, der skal opklares. De bliver aldrig til hæsblæsende pageturnere, for Erhards lidt sene reaktioner på begivenhederne trækker tempoet ned og flytter fokus fra de ydre omstændigheder til hans indre liv. Den psykologiske udvikling hos Erhard og de forskellige kvinder, der invaderer hans liv, er lige så prægnant som håndteringen af de mange løse ender og beskrivelsen af det korrupte politiarbejde.

Beslægtede forfatterskaber

Thomas Rydahls ”Eremitten”-trilogi har en atypisk detektiv, da den langmodige Erhard – uden nogen baggrund inden for efterforskning – mest ved et tilfælde kommer på sporet af noget kriminelt. I lighed med Raymond Chandlers efterforsker Philip Marlowe er Erhard en småalkoholiseret type, der holder af at læse og høre musik.

I svenske Carl-Johan Vallgrens første bog om efterforskeren Danny Katz, ”Skyggedrengen” (2014), er ’opklareren’ også fra en anden kontekst og uden detektivbaggrund: Erhard Jørgensen er en drikfældig taxachauffør, Danny Katz er tidligere stofmisbruger og oversætter. Begge bliver påvirket følelsesmæssigt af de sager, de involveres i, og det er lige dele retfærdighed og sympati, der er deres drivkraft.

Fuerteventura skildres lidt som Spaniens udkantsland, og der er flere ligheder mellem ”Eremitten” og nogle af de romaner, der er kommet på dansk om Udkantsdanmark. Fuerteventura har haft sine bedste år, og i det Fuerteventura Thomas Rydahl skildrer, forsøger man med alle midler at holde liv på øen, lokke turister til og undgå at det hele sander til. I f.eks. Erling Jepsens romaner kombineres en krimiintrige med psykologiske personskildringer og historier fra den yderste udkant. I de to første bøger i Ida Jessens Hvium-trilogi, ”Den der lyver” og ”Det første jeg tænker på”, er der også både et kriminalistisk anslag og et gennemløbende tema om en lillebys udfordringer.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Eremitten. Bindslev
Eremitten. Bindslev

Thomas Rydahl

2014

De savnede
De savnede

Thomas Rydahl

Politiken, 2016.

De tre paver
De tre paver

Thomas Rydahl

Politikens Forlag, 2019.

Mordet på en havfrue
Mordet på en havfrue

Thomas Rydahl og A.J. Kazinski

Politikens forlag, 2019. Krimi.

Forførernes klub
Forførernes klub

Thomas Rydahl

Politikens Forlag, 2021.

Uniform
Uniform

Thomas Rydahl

Politiken, 2022.

Egeskov - ulykkens år
Egeskov - ulykkens år

Anne-Grethe Bjarup og Thomas Rydahl Riis

Politiken, 2024. Krimi.

Om forfatterskabet

Thomas Rydahls hjemmeside

Her kan du læse om romaner, læse artikler og booke foredrag.

Forfatteren Thomas Rydahl får Bogforums debutantpris

Silas Bay Nielsen

Dr, 2014-11-07.

Krimiforfatter vinder Debutantprisen ved BogForum

Teis Jeppe Gørtz

Politiken, 2014-11-07.

Forfatteren Thomas Rydahl skriver om mænd: ”Vi er jo det mes…

Thorkil Jacobsen

Euroman, 2019-08-05.

Tid til bøger: Thomas Rydahl: Det er min egen sandkasse
Tid til bøger: Thomas Rydahl: Det er min egen sandkasse

Politikens Forlag, 2019.

Thomas Rydahl på Facebook

Søgning på bibliotek.dk

Emnesøgning på Thomas Rydahl

Kilder citeret i portrættet

[1]

Hvorfor er der gået så lang tid før du er klar med din debutroman

Thomas Rydahl

Thomasrydahl.com, 2014. Konstateret utilgængelig.

[2]

Videointerview med Jes Stein Pedersen om ”Eremitten”.

[3]

Hæder til 40-årig debutant.

Trine Munk-Petersen

Berlingske, 2014-11-07.