BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
carl-johan vallgren
Foto: Caroline Andersson
*Seneste udgivelse

Carl-Johan Vallgren

Senest opdateret
  • Redaktionen
    februar 2025
Hovedforfatter
  • Anne Vindum
    cand.mag., 2014

Intro

En tankelæsende og døvstum dværg, et forstående havuhyre og en udødelig kortspiller er nogle af de mærkværdige karakterer, der befolker svenske Carl Johan Vallgrens forfatterskab. I stort anlagte romaner undersøger han livet og døden, kærligheden og ondskaben i rammerne af såvel et nutidigt, råt provinssverige som et foranderligt Centraleuropa op gennem det 20. århundrede.

”Skyggedrengen” fra 2014 er første bind i en ny thrillerserie om den atypiske efterforsker Danny Katz.

Baggrund

Den svenske forfatter og musiker Carl-Johan Emanuel Vallgren er født i 1964 og opvokset i den lille by Falkenberg på den sydsvenske vestkyst. Hans far havde et lille krom- og forniklingsfirma, og moderen var hjemmegående, inden hun på sine ældre dage blev børnehaveklasselærer. Det var ikke et akademisk hjem, Vallgren voksede op i, men den blandede kultur, han fik med sig, har været afgørende for hans senere forfattervirksomhed. Blandt andet udforskede den 13-årige Vallgren sin fars eklektiske bibliotek: ”Kultur var ikke et tema hjemme hos os. Men der var en del bøger, der nærmest var tilfældigt anskaffede, Mickey Spillane, Bra Böckers krimier … men her og der var der stukket en Hamsunroman eller noget af Dagerman eller Strindberg ind. Den der hekseblanding blev min litterære diæt i flere år, og jeg tror, at det har sat sine spor: højt og lavt ved siden af hinanden. Folkeligt og elitært samtidigt.” [5]Carl Reinholdzon-BelfrageCRB möter Carl-Johan Vallgren. Nöjesguiden.se2007-09-30.

”Sædvanligvis afsluttede han sin optræden i triumf ved det franske clavicord. Badende i sin uforløste længsel efter Henriette Vogel spillede han de mest tårepersende versioner af de musikstykker Wilson bad publikum nynne tyst for sig selv. Det var ligegyldigt om det drejede sig om sprudlende kvadriller eller bombastisk marchmusik (…) alt lød som digte til kærlighedens pris sat i musik.”

”Den vidunderlige kærligheds historie”, s. 138-39.

Da Vallgren var 22 år, rejste han direkte fra den svenske provins til Indien, hvor mødet med Madras og Goa satte ham i gang med at skrive debutromanen ”Nomaderna”. Han fortæller om mødet med Indien: ”Jeg blev fuldstændig besat af det sted. Jeg tænkte, at enten tager jeg stoffer, eller også forsøger jeg at sammenfatte mine indtryk. Så begyndte jeg at skrive. Men set i bakspejlet synes jeg nu ikke, at man skal fælde så mange kvadratmeter skov for at skaffe papir til så dårlig litteratur.” [2]Søren KassebeerPå rejse i romantikkenBerlingske, 2004-08-28..

carl-johan vallgren
Foto: Caroline Andersson
  • Født

    26. juli 1964 i Linköping, Sverige.

  • Uddannelse

    3-årigt samfundsvidenskabeligt gymnasium samt studier i religionsvidenskab ved Lunds universitet.

  • Debut

    Nomaderna. 1987.

  • Litteraturpriser

    Eckersteinska litteraturpriset, 1988. Stipendium ur Lena Vendelfelts minnesfond, Svenska Akademien, 1996. Augustpriset, 2002. Tylösandspriset, 2004.

  • Seneste udgivelse

    Din tid kommer. Gutkind, 2025. (Din tid kommer, 2024). Oversætter: Henrik Andersen.

Vallgren fortæller, at han betragter første del af sit forfatterskab som fuldstændig mislykket, og at det først var med udgivelsen af romanen ”Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov”, at hans forfatterskab blev til: ”Det var dér, hvor jeg fik mod til at rykke mig fri af mine egne erfaringer. Selvfølgelig skriver man i en vis forstand på sine erfaringer, men det var dér, jeg begyndte at tro på fantasiens magt.” [4]Carsten AndersenLitteratur i farverPolitiken, 2004-09-04..

Vallgren har sideløbende med sit forfatterliv en musikerkarriere og har en lang række musikalske udgivelser bag sig, både inden for rock og satirisk kabaret.

Den hidtil største publikumssucces har han opnået med ”Den vidunderlige kærligheds historie” fra 2002, der indbragte ham den svenske litteraturpris Augustprisen. Hans bøger er oversat til mere end 25 sprog, og foruden romanerne har han udgivet dramatik, der bl.a. er sat op på nationalscenen Dramaten i Stockholm. Som skuespiller har han medvirket i den tyske film ”Grosse Mädchen weinen nicht” (2003) og den svenske ”SÖK” (2006). Vallgren er endvidere en ivrig samfundsdebattør. I årene 1993 til 2005 boede han i Berlin, men er nu bosat og arbejder i Stockholm.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Carl-Johan Vallgren har livets store temaer under behandling i sine bøger. Undersøgelser af kærlighed, ondskab og moral er understrøm i forfatterskabet, om det kommer til udtryk i gotiske eller mere realistiske fortællinger. Kærligheden udfoldes både som søskendekærlighed, som den optræder i ”Den vidunderlige kærligheds historie” og ”Havmanden”, og som (uforløst) kærlighed til en kvinde, som det optræder i ”Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov” og ”Den vidunderlige kærligheds historie”.

Kærlighedens mørke bror ondskaben udfoldes både i stor og lille skala: I ”Den vidunderlige kærligheds historie” møder HercuIe Barfuss ondsindet uforståenhed og menneskelig afstumpethed. I ”Havmanden” er det den nære, lokale ondskab mellem børn, der undersøges. ”Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov” er et vue over det 20. århundredes menneskelige ondskab udmøntet i krige og etniske udrensninger. I et interview siger Vallgren om den udødelige Rubashov: ”For han symboliserer også 1900-tallets menneskers hasard med tilværelsens betingelser på jorden og hele det 20. århundredes politiske hasard med store menneskelige omkostninger.” [1]Rune LykkebergForan evigheden er livet værdiløstInformation, 2002-10-16.. Denne moraldiskussion føres netop på samfundsmæssigt, personligt og religiøst niveau.

I forhold til Gud siger Vallgren: ”Jeg har ikke set noget til Gud i de sidste flere hundrede år i Europa, og så er vi jo overladt til os selv. Til at forankre moralen i mennesket.” [3]Rune LykkebergNormalitet som handicapInformation, 2004-09-02.. Uden en gud er mennesket alene, og Vallgrens karakterer er ofte ensomme. Rubashovs udødelighed gør ensomheden ulidelig, fordi alle han holder af, dør fra ham. Barfuss og børnene i ”Havmanden” er ensomme i verden, men holdes fast i livet af kærligheden. Karaktererne i ”Skyggedrengen” er alle alene, selv inden for ægteskabet og familien.

Det aparte skildres altid sympatisk, og som læser føler man en sær kærlighed for de monstrøse skabninger Havmanden og Hercule Barfuss. Om sidstnævnte siger Vallgren: ”Jeg forsøger (...), at undgå at kalde ham handikappet. Det vigtige tema i bogen er: Hvad er et handikap egentlig? Findes det egentlig? Det er jo altid noget, den normerende majoritet finder på at kalde andre, fordi de på næsten fascistisk vis vil bestemme, hvad der er normalt. Men det er en pointe i bogen, at det afgørende handikap ligger i majoritetens blik. De kan ikke se alle Hercules’ særlige evner som andet end trusler og forbandelser. Hverken kirken eller videnskaben kan se andet end et menneske, som er vanskabt. Det virkelige handikap er vores eget fordømmende blik.” [3]Rune LykkebergNormalitet som handicapInformation, 2004-09-02..

Det, der kan læses som moralske fabler om en verden af lave, falder tilbage på en kritik af det Sverige, Vallgren har levet i landflygtighed fra i mange år. Vallgren skrev i 1998 ”Til Hr. Bachmanns katalog”, der er et hvast hadebrev til Sverige, og han har i flere år haft rollen som den nye Strindberg, der fra et liv i eksil kritiserer den svenske selvgodhed.

De overnaturlige elementer, der optræder i de fleste af Vallgrens romaner, hænger sammen med den fantastiske genres muligheder. Om det har han udfoldet de muligheder, det giver at skrive fiktion: ”Inden for genrens rammer er alt tilladt, og jo mere fantastisk det bliver, jo mere troværdigt bliver det også på forunderlig vis. For mig er det i det hele taget fantastisk, at man alene med pen og papir kan sprænge metafysikken og ophæve de fysiske love.” [4]Carsten AndersenLitteratur i farverPolitiken, 2004-09-04..

”Skyggedrengen” markerer et skifte i forfatterskabet mod et mindre fantastisk univers. Det er et nutidigt Stockholm og højst håndgribelige miljøer, romanen opererer inden for, og der er fokus på samfundets mekanismer, pengemagt, racehad og svigtede børn.

Beslægtede forfatterskaber

Vallgrens virke er solidt forankret i en litterær tradition. I værkerne nævnes et hav af andre forfattere og tænkere, og mange af de greb, han benytter er kendte gennem litteraturhistorien. Hans research og belæsthed skinner igennem i de store Europa-romaner, der former sig som en art kultur- og idehistorie samtidig som de fortæller eventyrlige historier.

Måden at kombinere socialrealisme og fantastiske indslag, som Vallgren gør det i ”Havmanden”, har han tilfælles med sin svenske forfatterkollega John Ajvide Lindquist. I dennes roman ”Lad den rette komme ind” (2004) tager handlingen udgangspunkt i en trøstesløs forstad med svigtede børn og alkoholiserede forældre. En lille dreng bliver venner med naboens pige, der viser sig at være vampyr. I begge forfatteres tilfælde forekommer det overnaturlige naturligt og ligefremt, fordi rammen er så genkendelig og realistisk.

Udødelighed er et velkendt tema i litteraturen, ofte set netop i vampyrfortællinger. I den argentinske forfatter Jorge Luis Borges’ novelle ”Den udødelige” (1949) opnår en romersk soldat udødelighed og lever gennem flere århundreder, men opfatter – ligesom Rubashov – udødeligheden som en forbandelse. Virginia Woolfs ”Orlando” (1928) er fortællingen om en mand, der androgyn og udødelig er henvist til evig ungdom.

Vallgren har selv lavet en henvisning til den tyske forfatter og komponist E.T.A. Hoffmann, da han lige som Hercule Barfuss fødtes i Königsberg. Hoffmanns fantastiske fortællinger med forkærlighed for det groteske og det overnaturlige har slående ligheder med Vallgrens romaner. En anden forfatter, der sender en vanskabning på rejse er tyske Günter Grass. Han lader i sin roman ”Bliktrommen” (1959) dværgen Oscar Matzarath rejse rundt i et opløsningstruet Europa i lighed med Barfuss.

Vallgren benytter sig af meget tydelige fortællere, der gerne foregriber begivenhederne eller løfter sig over dem. Det gør den danske forfatter Peter Høeg også, særligt i ”Forestillinger om det 20. århundrede” (1988). Denne har også ligheder med Vallgrens ”Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov”, da de begge bevæger sig på tværs af et århundrede i Europa, ligesom også ”Den vidunderlige kærligheds historie” i nogen grad gør det. I novellen ”Hommage á Bournonville” fra Høegs ”Fortællinger om natten” (1990) er der et samleje mellem en ballerina og en klumpfodet violinist, og det skyggespil, det giver, tolkes af beskuere som sylfidens englevinger. Scenen ligner kærlighedsforholdet mellem skønheden og udyret, Hercule Barfuss og den smukke Henriette, i ”Den vidunderlige kærligheds historie”. Og den minder om, at synet kan bedrage og skygge for en anden og større sandhed under overfladen.

Vallgren fortæller i et interview, at hans fortælling om søskendekærlighed i ”Havmanden” ligner Astrid Lindgrens ”Brødrene Løvehjerte”, hvor den uovervindelige kærlighed mellem søskende også er central, og hvor Jonathan Løvehjerte ligesom Nella er parat til at ofre sit liv for sin bror. [6]Malou efter tio: Interview med Carl-Johan Vallgren. Svensk TV42012-03-21.

I ”Skyggedrengen” er der bl.a. fokus på de tætte bånd mellem den økonomiske overklasse, statslige institutioner og den kriminelle underverden. Den forbindelse undersøges også af de samtidige svenske forfatterkolleger Klas Östergren og Jens Lapidus, der i førstnævntes ”Gentlemen” (1980) og ”Gangsters” (2005) og i sidstnævntes ”Cash” (2006), ”Aldrig fucke op” (2008) og ”Livet de luxe” (2011) på forskellig vis afdækker magtens spil og den dybe og gensidige afhængighed samfundets øverste og nederste har af hinanden.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Nomaderna
Nomaderna

Carl-Johan Vallgren

Albert Bonniers Förlag, 1987.

Fuglekvinden
Fuglekvinden

Carl-Johan Vallgren

Hovedland, 1992. (Fågelkvinnan. Albert Bonniers Förlag, 1991.)

Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov
Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov

Carl-Johan Vallgren

Borgen, 2002. (Dokument rörande spelaren Rubashov. Albert Bonniers Förlag, 1996.)

För herr Bachmanns broschyr
För herr Bachmanns broschyr

Carl-Johan Vallgren

Albert Bonniers Förlag, 1998.

Den vidunderlige kærligheds historie
Den vidunderlige kærligheds historie

Carl-Johan Vallgren

Borgen, 2004. (Den vidunderliga kärlekens historia. Albert Bonniers Förlag, 2002.)

Kunzelmann&Kunzelmann
Kunzelmann&Kunzelmann

Carl-Johan Vallgren

Albert Bonniers Förlag, 2009.

Havmanden
Havmanden

Carl-Johan Vallgren

Modtryk, 2012. (Havsmannen. Albert Bonniers Förlag, 2012).

Skyggedrengen
Skyggedrengen

Carl-Johan Vallgren

Modtryk, 2014. (Skuggpojken, 2013). Oversat af Anders Johansen.

Din tid kommer
Din tid kommer

Carl-Johan Vallgren

Gutkind, 2025. (Din tid kommer, 2024). Oversætter: Henrik Andersen.

Noveller

Längta bort
Längta bort

Carl-Johan Vallgren

Albert Bonniers Förlag, 1988.

Berättelser om sömn och vaka
Berättelser om sömn och vaka

Carl-Johan Vallgren

Albert Bonniers Förlag, 1994.

Essays

Berlin på åtta kapitel. Berlinguide

Carl-Johan Vallgren

Albert Bonniers Förlag, 2000

Dramatik

Fallet Sally Beauchamp. Norrbottensteatern, Luleå

Carl-Johan Vallgren

2004

Radio Love, 87,4 MHz. Dramaten, Stockholm

Carl-Johan Vallgren

2007

Erindringer

Mikael Persbrandt - som jeg husker det
Mikael Persbrandt - som jeg husker det

Carl-Johan Vallgren

Politiken, 2018. (Så som jag minns det, 2017). Oversætter: Poul Bratbjerg Hansen. (99.4 Persbrandt, Mikael).

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Carl-Johan Vallgren

Om forfatterskabet

Forfatterens hjemmeside.

På Carl-Johan Vallgrens hjemmeside er der en introduktion til hans forfatterskab og musikerkarriere samt links til interviews.

Den tyngende utopi
Den tyngende utopi

Joakim Jakobsen

Weekendavisen, 2012-09-14.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Carl-Johan Vallgren

Kilder citeret i portrættet

[1]

Foran evigheden er livet værdiløst

Rune Lykkeberg

Information, 2002-10-16.

[2]

På rejse i romantikken

Søren Kassebeer

Berlingske, 2004-08-28.

[3]

Normalitet som handicap

Rune Lykkeberg

Information, 2004-09-02.

[4]

Litteratur i farver

Carsten Andersen

Politiken, 2004-09-04.

[5]

CRB möter Carl-Johan Vallgren. Nöjesguiden.se

Carl Reinholdzon-Belfrage

2007-09-30

[6]

Malou efter tio: Interview med Carl-Johan Vallgren. Svensk TV4

2012-03-21