- Anne Vindumcand.mag., 2021
- Ester Skibsted Holmcand.mag., 2013
Intro
Smørhullet er en lille fredelig dal, der ligger i udkanten af Mørkeskov mellem Spidsbjergene og Tårntinderne. Det er her i det store verdensrum på en fremmed planet med to måner, hvor græsset er gult og himlen rødorange, at Søren Jessens ”Den store månefest” (2002) udspiller sig. Bogen er den første i serien om Smørhullet og dets mærkelige, søde og sjove beboere. Her møder vi blandt andet den elskelige og let forvirrede snabelgris Nøffe, der siger ”øhm” hele tiden og har ualmindeligt svært ved at sige nej. En ting er han dog rigtig god til, og det er at spise og opsnuse flufkager – han elsker nemlig flufkager! Heldigvis er han gode venner med missetvillingerne Katja og Katnej – de eneste, som kender flufkageopskriften, som de har arvet fra deres mor. Problemet med de to er, at Katja altid svarer ”ja” og Katnej altid ”nej”, når man spørger dem om noget. Så vil man have flufkager, skal man være sikker på, at man beder den rigtige tvilling på den helt rigtige måde.
