”Du ser hende igen, ikke.
Der var en nydelse i at sige det, og den handlede ikke om at sige noget højt eller ikke sige noget højt; handlede meget lidt om denne nye beslutning om at ville sige tingene som de var. (…) Jeg er for gammel til at sidde på et køkkenbord og tale sent. Ja, sagde han, jeg ser hende igen.”
”Den vind man manglede”, s. 7-8.
Teksten præsenteres som en kort fiktion, men virker samtidig som et personligt essay. Den beskriver enden på et kærlighedsforhold, selve scenen i et køkken, hvor to mennesker, der tilsyneladende har haft en affære, går fra hinanden. Den kvindelige jegfortæller sidder i sit køkkenvindue, mens manden er kommet for at gøre det forbi. Han siger ikke tingene lige ud, og kvinden har besluttet sig for at være mere ærlig.
Klougarts sansemættede billedsprog præger teksten: ”Den ensomme vinduessprosse var en enlig tand; den stod og bed i billedet af den umulige gårdhave, hvor guldsmede hang i slappe snore over lavendelhækkene og staudebedene, hvor akelejerne omsider havde kvalt alt andet.” (s. 1). Sproget er umiskendeligt Klougartsk, men teksten er båret af langt mere dialog end debutromanen og udfolder sig mere som en scene, hvor rammen sættes af køkkenet og afskeden med sommeren og kærligheden.
Josefine Klougart
Med en omfattende medieopmærksomhed og to nomineringer til Nordisk Råds Litteraturpris har Josefine Klougart etableret sig som en af tidens væsentligste danske forfattere. Fra debuten ”Stigninger o...
Læs hele forfatterportrættet
