”De næste tre dage i sommerhuset havde Anne ikke andre ambitioner end at være en vintersovende brun bjørn i en hule i Appalacherne, en knast i en af stuevæggens fyrrelister, et blåt felt i patchworktæppet på sin seng. Hun gik ikke i bad, børstede ikke tænder, vaskede ikke hår, men drak heller ikke alkohol eller røg. Abilify holdt hende oppe. Næsten hele tiden. Undertiden brød tingene op, faldt fra hinanden som krystaller i et kalejdoskop.”
”Detox”, s. 147.
Anne er fløjtenist, og musikken plejer at have en beroligende virkning på hende, men pludselig rammer tonerne væggene uden klang. Fløjtetonerne plejer også at kunne overdøve den negative stemme, som af og til dukker op i Annes hoved, men stemmen bliver mere og mere påtrængende. Hun forsøger med forskellige strategier at få stemmen til at tie, men da musikken ikke hjælper, tyer hun til alkohol og farens antipsykotiske og antidepressive medicin. Hendes psykiske tilstand forværres, og forsøget på selvmedicinering får den modsatte virkning. Hun mister langsomt grebet om sig selv og står alene med sit indre kaos.
Romanen er fortalt fra en tredjepersonsfortæller, som følger Annes perspektiv. Sprogligt trækker Jacobsen på sin medicinske viden og blander det med billedskabende beskrivelser og sansninger. I modsætning til hans spændingsromaner er det ikke plottet, der er drivkraften i ”Detox”, derimod udspiller det største drama sig i karakteren Annes indre. Det er en fortælling, som optegner et portræt af en kvinde i livskrise, og som skildrer komplekse temaer som sorg, sammenbrud, familietraumer og misbrug. Det er også en fortælling om at søge efter noget, der kan give livet ny mening, når det ser allermest håbløst ud.
Steffen Jacobsen
Er man til krimi, spænding og storstilede forbryderjagter, er man i godt selskab hos Steffen Jacobsen. Hans seje politifolk og detektiver sætter alle sejl til med risiko for liv og lemmer for at op...
Læs hele forfatterportrættet