Steffen Jacobsen

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
marts 2025
Marie Hjørnet Nielsen
cand.mag., marts 2021

Hovedforfatter

Nana Bugge Rasmussen
journalist, 2016

Er man til krimi, spænding og storstilede forbryderjagter, er man i godt selskab hos Steffen Jacobsen. Hans seje politifolk og detektiver sætter alle sejl til med risiko for liv og lemmer for at opklare de blodige, voldsomme og tilsyneladende usammenhængende hændelser, der udgør Jacobsens komplekse plot. I 2021 har forfatterskabet taget en ny drejning med den psykologiske roman ”Detox”.

Baggrund

Steffen Jacobsen er født i 1956 og begyndte sin opvækst i Rødovre. Han var efternøler med to ældre søskende, der flyttede tidligt hjemmefra og var ni år gammel, da hans forældre blev skilt. Steffen flyttede med sin mor, der var invalidepensionist, og det blev starten på en rodløs barndom, der kom til at indeholde ikke mindre end ni folkeskoler og et ukendt antal lejligheder rundt omkring i landet. Da han var 15, døde hans mor af brystkræft, og han flyttede ind hos sin far.

”Isen var grønlig og gennemtrukket af lange, sorte årer. Blokken kunne have ligget der i årevis, skønnede Michael. Med isøksens brede blad gravede han den fri, lirkede skaftet ind under klumpen, løftede den op fra sin rede og satte sig tilbage på enden. Han løftede chokeret hænderne op til ansigtet og lukkede øjnene, mens hjertet bankede tørt og hårdt i hans bryst. Han måtte synke flere gange, før han kunne åbne øjnene igen.”

”Trofæ”, s. 392.

Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Født
27. november 1956, København.
Uddannelse
Overlæge, dr.med.
Debut
Passageren. Rosinante, 2008.
Litteraturpriser
Otto B. Lindhardt-prisen, 2020.
Seneste udgivelse
MS Estonia. Lindhardt og Ringhof, 2025. Roman.
Inspiration
Social indignation, sin lægefaglighed og tomheden efter at have afsluttet sin doktordisputats.

Gymnasium gik han ikke i, men som 18-årig arbejdsmand hos Olsen Møbler mødte han nogle studerende, der var ferieafløsere. De fortalte om SU og studenterlivet, og så tog Jacobsen først realeksamen og derefter studenterkursus for endelig at søge ind på universitetet. Det blev medicin, og her befandt han sig snart i et noget andet miljø, end det han kom fra, og kunne observere nedarvede privilegier i en grad han aldrig havde forestillet sig: ” ... alle Gammel Hellerup-drengene, Ordrup-drengene og Holte-pigerne, som jo også var enormt søde menneskeligt set ... når du selv føler, at du har skabt alt, hvad du har og er, får du enormt kort tålmodighed med magtesløshed, hjælpeløshed, og synes meget hurtigt, at nogle er forkælede.” [1].

Han arbejdede sig dog selv op til toppen af den sociale rangstige og blev overlæge på Hvidovre Hospital med speciale i ortopædkirurgi. Men at blive færdig med sin doktordisputats resulterede i et hul, der skulle fyldes. Og det blev fyldt med skrivning. Således debuterede han i 2008, 52 år gammel, med spændingsromanen ”Passageren”.

I dag bor han i Birkerød med sin familie. Han har to døtre født i 1997 og 2000, der har nydt en noget mere privilegeret og tryg opvækst end ham selv. Når lægearbejdet i Hvidovre tillader det, skriver han som en gal: ”Det er meget sjældent, jeg har et flow at skrive i over nogle dage, så det bliver hele tiden hakket op i bidder, hvilket er dybt, dybt frustrerende, fordi man skal hele tiden samle tråden op igen”. [1]. Omstændighederne til trods er Steffen Jacobsen en af de succesfulde, danske krimiforfattere, og flere af hans bøger er solgt vidt og bredt til udlandet og til filmatisering.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Steffen Jacobsen taler om "MS Estonia" i Forfatterwebs interview. Marts 2025.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Steffen Jacobsens romaner har genrebetegnelsen ”spændingsromaner”. De kunne dog også gå under betegnelsen ”krimi”, da de alle handler om en forbrydelse og dens opklaring. Spændingsroman, eller hvad man på engelsk ville kalde en ”thriller”, er dog på ingen måde forkert, eftersom forfatteren tydeligvis efterstræber et højt, gennemgående spændingsniveau hos læseren. En undtagelse er ”Detox” (2021), der går under genrebetegnelsen psykologisk roman, og som derved indvarsler et nyt spor i forfatterskabet. Det er en roman, som tager livtag med tematikker som misbrug, sorg og livskrise, og hvor dramaet nærmere udspiller sig i karakterernes sind end omkring dem.

Der er mange fællestræk i hans bøger. Jacobsen har en stor fascination af militæret, både som struktur og i forhold til det enkelte menneske.

I ”Passageren”, ”Trofæ” og ”Et bjerg af løgne” har væsentlige karakterer en historie i militæret (Michael Sander, Axel Nobel, Den høje mand), og i alle tre romaner opererer private sikkerhedsfirmaer, hvis ansatte er Balkanveteraner. Disse beskrives som syge, depraverede dræbermaskiner, og dette fører videre til et andet gennemgående spor i Jacobsens romaner: Den ekstreme vold. Et vist mål af vold hører sig naturligvis til i såvel en krimi som en spændingsroman. Men Jacobsen giver det voldelige aspekt en ekstra tand, blandt andet med de nævnte Balkanveteraner som aktører: De har tydeligvis intet problem med at torturere mennesker på det grufuldeste, og underteksten er, at de har været involveret i så frygtelige ting under deres udstationeringer, at de er blevet fuldkommen psykopatiske.

Ud over hæren kan magt og penge også korrumpere i Jacobsens univers. Man fornemmer lige dele fascination og afsky for overklassens univers, der skildres køligt, voldsparat og dog svalt. De rige har ingen skrupler – måske bortset fra karakteren Elizabeth Caspersen-Behncke i ”Trofæ”, der er beskrevet mere nuanceret end som så, sin rigdom til trods.

Naturen som spektakulær kulisse er også et fællestræk for bøgerne. I både ”Passageren” og ”Trofæ” foregår vigtige passager i det nordligste Norge, mens det i ”Et bjerg af løgne” gælder Grønland. De rå bjergegne, deres kulde og vildhed passer strålende til de voldsomme passager, de danner baggrund for. De understreger den fysiske fornemmelse af uhygge og sætter barske grænser for, hvad karaktererne kan foretage sig. Netop karakterernes foretagsomhed og forskellige færdigheder er også et klassisk krimitræk, som Jacobsen benytter sig af. Både Michael Sander og Lene Jensen er ualmindeligt dygtige til deres erhverv, teknisk set og selvfølgelig intelligens- og intuitionsmæssigt. Som Victor Schmidt siger om Flemming Caspersen i slutscenen i ”Trofæ”: ”Jeg kendte Flemming ... Han ville have syntes om dig, Michael. Han værdsatte mænds færdigheder over alt andet.” (s. 398). Det gør Steffen Jacobsen også.

”Den gode datter”, hans anden roman fra 2010, er en fortsættelse af serien med Robin Hansen som den barske efterforsker på glat is, ”Gengældelsen” fra 2014 har Lene Jensen som omdrejningspunkt i et heftigt terror-plot, mens romanen ”Når de døde vågner”, også fra 2014, begiver sig ind i den italienske mafias uhyggelige univers via en ung, idealistisk advokat.

I ”Da blev jeg Døden” (2017) er det historiske begivenheder i forbindelse med den første atomprøvesprængning i 1945, som fortællingen baserer sig på, og magt er også her et centralt tema. Romanen undersøger, hvad der sker med magtbalancen, når en nation kommer i besiddelse af et så kraftfuldt masseødelæggelsesvåben, og hvad det gør ved et menneske at være delagtiggjort i en sådan magtdemonstration.

Beslægtede forfatterskaber

Steffen Jacobsen indføjer sig med sine krimier i en yderst traditionsrig genre, der har flere hundrede år på bagen. Nogle af de mest berømte forfattere inden for genren er de engelske Agatha Christie, Dorothy L. Sayers, Margery Allingham og Ngaio Marsh, der alle primært skrev i den første halvdel af det 20. århundrede. Christies mest berømte detektiver er Hercule Poirot og Miss Marple – Poirot var hovedperson i hendes første krimi, ”De låsede døre” fra 1920.

Genren blomstrer fortsat, og de gamle mestre kan genlæses, mens nye kommer til. Blandt tidens mest berømte, danske krimiforfattere finder man bl.a. navne som Jussi Adler-Olsen, Anders Bodelsen, Sara Blædel, Christian Dorph, Elsebeth Egholm og Gretelise Holm. Steffensen er blevet sammenlignet med skandinaviske kolleger som Stieg Larsson (Millennium-trilogien med Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist, 2005-07), Henning Mankell (Bl.a. de 12 bøger i serien om Kurt Wallander) og Jan Guillou (bl.a. de 13 bøger i serien om Carl Hamilton, der er skrevet fra 1986 til 2008); tre veritable kæmper i ”Nordic Noir”-nichen, hvor fortællingernes mørke i højere grad er kollektivt samfundsbetinget end individuelt, og udspiller sig i et tilsyneladende velfungerende samfund.