- Karina Søby Madsencand.mag., 2007
Intro
“Doktor Faustus” fra 1947 (“Doktor Faustus”, 1967) gendigter det gamle sagn om Faust, der sælger sin sjæl til djævelen. Faust er i dette tilfælde komponisten Adrian Leverkühn, der sælger sin sjæl for at kunne skrive ny, stor musik. Adrian lever i starten af det 20. århundrede, hvor komponister lider under, at dur mol systemets muligheder synes at være opbrugt. Derfor er der stor frustration, kedsomhed og mangel på inspiration blandt komponisterne, men Leverkühn formår at vende denne følelse ved at skabe et helt nyt tonalt sprog. Romanen er krydret med mange tekniske refleksioner over musik, som det kan være svært at følge, hvis man ikke selv er ekspert i nodesystemet. Som musiknovice kan man således godt ærgre sig over, at Mann ikke proppede disse informationer i en fagbog om musik. Men man tager dem med. For romanens kommentarer om den tyske ånd er alle de tekniske detaljer og de 550 sider værd. Romanen er således særdeles interessant, ikke mindst i kraft af den parallelle historie, der fremstiller, hvordan ikke blot Adrian sælger sin sjæl, men hvordan hele det tyske kulturliv bliver som besat af djævelen. Et hendøende borgerskab begynder i stigende grad at forherlige det nihilistiske og livskraftige frem for det civiliserede og humane. Oplysningstidens principper trænges i baggrunden, og ind på scenen marcherer nazisterne. Hermed stadfæster Mann altså sammenhængen mellem kulturlivet og det politiske liv.
