”du er en af de turister, der ikke bryder sig om andre turister.”
”Du lever og har det godt og bor et sted på Sjælland”, ikke pagineret
Det er netop, hvad der gøres. Alle sætninger er formelvers, der begynder med den bydende tiltaleform ”du + nutidsverbum”. Hver især fremstiller sætningerne en sammenhængende, selvstændig og afsluttet mening. Der er ikke noget tidsligt forløb mellem de enkelte sætninger, og i stedet etableres der en rumlig samtidighed. Den serielle, cirklende tekstmodus kender vi bl.a. fra Dan Turèlls ”Karma Cowboy Blues” (1974), og effekten er en særlig flad, sideordnet tekstfacon, hvor et overordnet syntaktisk reglement er ophævet. Alting gives lov til at komme til orde samtidig. Hos Turèll er der tale om en misundelse på buddhismens zentilstand. Hos Olesen er der tale om en nøgtern listeform, der adresserer altomsluttende sammenhæng uden at postulere den.
I den sideordnede tekststruktur opstår et udfordrende, kubistisk rum. Det tiltalte ’du’ kan således befinde sig i skoven, ”du sidder på en bænk i Lille Finland og stirrer på birkestammerne”, for i den følgende sætning også at være i en lejlighed med lyde ”fra overboen og ham der bor nedenunder”. Når tiden tages ud af ligningen, kan naturen udenfor samvirke frit med civilisationen indenfor. Den insisterende brug af 2. person ental giver en lignende effekt i og med den udvendighed, som følger med et ’du’, logisk set må stå i et forhold til tekstens implicitte ’jeg’.
Alt imens det voldsomt tilstedeværende ’du’ udfoldes i et fortløbende antal af retninger, er de enkelte sætninger også optaget af sig selv, så at sige. Idiomer og floskler undersøges, vendes, drejes og versioneres, og små, drillende logikøvelser opløser sig selv: ”du taler ikke i negationer” eller ”du glemmer at glemme dig selv”.
Peter H. Olesen
Peter H. Olesen er en oprejst mørkemand. Igennem et stort sangkatalog og et efterhånden betydeligt forfatterskab fordelt på lyrik, kortprosa og romaner har han stædigt fastholdt sit tag i en særlig...
Læs hele forfatterportrættet
