Peter H. Olesen

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
oktober 2025

Hovedforfatter

Søren Langager Høgh
Ph.d., 2015

Peter H. Olesen er en oprejst mørkemand. Igennem et stort sangkatalog og et efterhånden betydeligt forfatterskab fordelt på lyrik, kortprosa og romaner har han stædigt fastholdt sit tag i en særlig dansk sørgmodighed. Grebet finder sin styrke i en muskuløs sprogbevidsthed og en modsvarende mangel på frygt for at sige det banale højt. Dertil kan man lægge en grovskåren men opelsket humor, hvori ødelæggelse og evindelig modgang opblødes.

Baggrund

Peter Hollerup Olesens jyske aner høres på hans stemme, og stemmen er en vigtig brik i det forfatterskab, der igennem tre årtier har leveret sange, digte og romaner. I en tidlig (sang)tekst lyder det: ”Han kom fra provinsen men glemte snart sit sprog/ Hvem gider tale en dialekt alle kan forstå”. Sagen er imidlertid den, at opvækst netop er et forhold, der IKKE kan glemmes eller gides, hvor end selvforståelsen gerne vil det. Olesens mørke og tilsyneladende upåvirkelige sangstemme er og bliver djærv og umiddelbar i sin diktion. Stemmens særkende er en grundlæggende blufærdighed – ja pinlighed – over dét at stille sig frem og synge med forfængelig, oprigtig vibrato. Denne jantelovens reprimande ligger som en dirrende vejlensisk grundakkord i vokallyden og gør den unik.

”Der breder sig en opvask fra køkkenet og ud i resten af mit hus/ og jeg siger at verden er smuk set gennem en voksende rus”

”Set gennem en voksende rus” i ”Jack Kerouac i Jylland”, s. 33.

Foto: Jens Astrup

Født
7. september 1962 i Vejle.
Uddannelse
Studentereksamen.
Debut
Jeg vil være hvor jeg ikke er. adressens forlag, 2004. Digte.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste udgivelse
De sortklædte : en roman i 81 episoder. Melodika, 2025.
Inspiration
Peter Laugesen og (den sene) CV Jørgensen.

Olesen stak som 21-årig af fra det provinsielle Vejle, og i 1980’ernes København fandt han et dystert postpunk-miljø at føle sig hjemme i blandt ”andre kortklippede unge mænd med bitre drag om munden”, som det hedder i den selvbiografiske nøgletekst ”Koldingvej 23 revisited” (2004). Joy Division var grundlov og DO IT YOURSELF eneste farbare vej. Sammen med sin bror Henrik Olesen, som han havde spillet og indspillet dansksproget musik med hjemme i Vejle under navnet Sort-Hvide Landskaber, dannede han bandet Greene. Med en række engelsksprogede CD-udgivelser i 1990’erne indtog de det legendariske hitlisteradioprogram ”Det elektriske barometer”, hvor Olesens senere hustru og endnu senere ex-hustru, forfatteren Helle Helle, var vært og indlejrede hits som ”Happy day” i blødende teenagebreve. Under navnet Olesen-Olesen (muligvis inspireret af hustruens gådefulde dobbeltnavn?) fortsatte og udvidede brødrene deres samarbejde, nu i en dansksproget og langt mere original form.

Olesens debut som forfatter af papirbøger faldt sammen med bogopsamlingen og -arkiveringen af godt 75 Olesen-Olesen-tekster i 2004. Siden da har Olesen udgivet en stribe bøger og har sammen med guitaristen Michael Lund (en fast del af Olesen-Olesen) lavet to plader under det lunt postkatastrofale navn ”De efterladte”. Mens dette skrives er ”De efterladte” i gang med at indspille en tredje plade med Olesens jyskklingende stemme i centrum.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: ”Sangen selv”, fra albummet ”Traditionen utro”, De efterladte (2011)

Udvalgte bøger

fhv. lovende, p.t. ør

Peter H. Olesen er en selvudnævnt outsider. Ikke blot i forhold til det ’jeg’, som hans tekster frembringer, men også i en mere udvendig forstand. Han er en selvhjulpen kunstner og har som bevidst strategi søgt mod uautoriserede distributionskanaler. I det post-punkmiljø, som han færdedes i i sine formative år, var outsiderpositionen et selvfølgeligt adelsmærke. Indenfor = konform småborgerlighed. Udenfor = noget visionært andet. Med tråde tilbage hertil har Olesen i en årrække udgivet plader på sit eget pladeselskab Melodika. Han har som privatperson udgivet digtbøgerne ”[Jeg er her kun midlertidigt]”, ”Hun forstår ikke digte siger hun og slet ikke digterne” og ”du lever og har det godt og bor et sted på Sjælland”, hvis helt umulige titler nok aldrig var sluppet igennem en autoriseret redaktørs havelåge. Han har udgivet bøger på kunstneren Svend-Allan Sørensens uafhængige kunstforlag Adressens forlag, ligesom Vejle-bogen ”Atlas over vejle” er udgivet af kunstneren og medforfatteren claus ejner.

”Til de trofaste få; det er dem der er flest af
I stedet for at ærgre sig over at lytterskaren kun vokser alt for langsomt og at det virker som om mange mennesker ikke længere lytter til musik, som fx jeg synes man skal lytte til musik – det kommer vi ind på en anden gang – og i stedet for at ærgre sig over at flere og flere heller ikke synes at musik bør koste noget særligt, så kunne man – og det er det jeg gør netop nu – glæde sig over de trofaste få.”

”fhv. lovende, p.t. ør”, 12/12/2014

Udover disse alternative distributionskanaler bedriver Olesen også en blog på webadressen peterholesen.blogspot.dk. Under overskriften (og deklarationen) ”fhv. lovende, p.t. ør” (2007- ) blogger han i et ugentligt interval kommentarer, finurligheder, links, små kulturanbefalinger, De efterladtes koncertdatoer, arbejdsrapporter, digtskitser (mange af de udgivne digte findes her i prototypens form), humoristiske aforismer mv. Stemmen er velkendt, men rammerne er videre, og det virker på mange måder, som om Olesen føler sig godt tilpas her. Onsdag den 13. august 2014 lyder det med tungen helt ude i kinden: ”2 regler for sangskrivere/ 1. Du må kun bruge ordet baby, hvis din sang handler om et spædbarn./ 2. Du må ikke skrive sange om børn.” Mandag den 7. april 2008 lyder det mere afdæmpet men stadig sarkastisk: ”Opdagelse i en sen alder. Mennesket er et socialt væsen”.

Bloggen og internettet som distributionskanal fungerer måske som det frie, afhierarkiserede og alternative format, som Olesen og ligesindede forgæves fantaserede om i startfirsernes desillusionerede civilisationslede. Forfatteren skriver og modtageren læser (og svarer tilmed tilbage). Bum slut. Ingen profit, ingen korrektur, ingen redigering, ingen regler. Det er skæbnens ironi, at det netop er den etablerede superkapitalisme i Silicon Valley, der har muliggjort friheden.

Genrer og tematikker

I efterordet til sangtekst-opsamlingsbogen ”Jack Kerouac i Jylland” beskriver Jakob Brøbecher og Ove Spandet Peter H. Olesens litterære (sang)værk som et landskab lagt i ruiner, og netop ruin er et præcist ord for det nedbrudte, forladte, forspildte, ødelagte, forfaldne, som er et vedblivende tematisk centrum i forfatterskabet.

”Mit sortsyn er en nordisk blues/ et bitter pille der dagligt må sluges” lyder det i sangen ”Mit sortsyn” (2011). Bid mærke i det bydende ”må”. Pessimismen ytrer sig, som det forklares i føromtalte efterord, ”ikke som suicidal opgivelse”, men derimod som en ”konstant”. Olesens værk bliver netop ufortrødent ved med at miste modet, og det fører aldrig til resignation. Tværtimod ligger der (åbenbart) en vedblivende impuls i desillusionen og ikke sjældent – særligt i de senere tekster – indfinder der sig en tør galgenhumor, som sameksisterer med mørket.

I de tre romaner er ensomhed centralt, og ligesom med melankolien er det, som om protagonisterne aktivt ønsker ensomhed. Olesen siger selv i et interview: ”Jeg ved en masse om ensomhed, men jeg er ikke ekspert når det handler om at komme ud af den.” [5]. Romanerne er fælles om at nedprioritere tematik. De sker næsten ingenting, men til gengæld udfolder der sig i denne grå indskrumpenhed et væld af afvejede sproglige nuancer, hvori et indebrændt, surmulende og gnavent mandligt subjekt får lov at komme til orde og nuancere mærkaterne. Sarkasme, selvironi, utilpassethed, nidkærhed, liderlighed, idiosynkrasi, vemod, for nu blot at nævne nogle af de gear, der køres i. Den sprogbevidste og sprogundrende tilgang er endnu tydeligere i Olesens lyrik, der ofte er fuldt optaget af at observere sig selv og den sproglige fremtræden.

Endelig er det stedsforankrede (og herunder det selvbiografiske) et vigtigt pejlemærke i forfatterskabet, der altid taler fra et bestemt sted og på dette steds betingelser (Frederiksberg, Vejle, lejligheden, Sjælland, haven, Thy). Der skabes forskellige forbindelser, hvori den observerende og den observerede position udveksler informationer. Tag titlen på det engelsksprogede band Greenes debutplade: På et ”Teenage museum” er interessen i ungdommen samtidig en distancering fra ungdommen.

Beslægtede forfatterskaber

Sangskriveren Peter H. Olesen placerer sig i en dansksproget rocktradition, der i hvert fald tæller den bløde Eik Skaløe og hans fabulerende og fantasifulde billeddannelse og det hårde Kliché og Lars Hugs redefinering af, hvad en sang skal være og kunne. Dertil skal man lægge C.V. Jørgensens kloge og belæste sprogbevidsthed og måske også et strejf af 1990’ernes Loveshop og Jens Unmacks enkle romantik. Kigger vi udover Danmarks grænser, genkender man Bob Dylans ambitiøse tekststandard og Ian Curtis’ dystre, dybe og monotone stemmeklang. Om et andet valgslægtskab siger Olesen selv: ”Lou Reed lærte mig at synge. Han lærte mig, at man godt kan være sanger, selvom man ikke kan synge. Man har en stemme. Man bruger den” (Peter H. Olesen: Koldingvej 23 revisited, 2004, s. 93).

Lyrikeren Peter H. Olesen låner flere steder direkte af Per Højholts litterære maskulinitet. Det drejer sig bl.a. om den negerende og sprogskeptiske tilgang til at skabe lyrik og dertil humoren som kvalificeret litterært virkemiddel. Den lettilgængelige umiddelbarhed og ønsket om at kommunikere direkte genfinder man hos Dan Turèll, mens Peter Laugesen har smittet af på variationen i digtformerne og deres grafiske og (særligt tydeligt) metriske investeringer.

Romanforfatteren Peter H. Olesen har i en årrække levet sammen med prosaforfatteren Helle Helle, og det kan man mærke. Både Helles suverænt afmålte, afventende, helgarderende stil samt hendes karaktertypes trist, inaktive gemyt genfinder vi i Olesens prosa – i en mindre effen pendant med mandligt fortegn. Titlen på Helles romandebut ”Hus og hjem” (1999) er bravt reflekteret (og udbygget) i kærlighedssangen (til designermøbler, jo) ”I det hus du kalder dit hjem” samt i titlen på Olesens roman ”Et hus er ikke et hjem”, som igen er en oversættelse af Burt Bacharachs 1960’er-hit ”A house is not a home”. I et interview har Olesen fortalt, at han har fundet på flere af titlerne til sin daværende kones bøger [4], og mon ikke det her er en af dem?