”Jeg fejrer mig selv/ ved at blive liggende”
”Jeg er blevet lokal”, s. 20.
Dertil er der også gjort flittig brug af grafiske investeringer. F.eks. er et digt om at skrive tekst digitalt men tænke den analogt sat op, så digtet fremviser en svungen bueform i højremargens krummede kant. Pointen er vel her, at tekst også er noget materielt, et materiale, der kan rejse sig i en bue, og at vores digitalisering af tekst ikke i tilstrækkelig grad medregner dette. I et andet digt stables versioner af formelverset ”Et digt” + verbum, sådan at sætningslængden indskrænkes linje for linje. Herved opstår en trekantet tekstfigur på bogsiden. Konkretistiske øvelser som disse understøtter fint Olesens signatur: Den kølige men også finurlige tristesse.
Som et korrelat til de visuelt orienterede tekster finder vi flere klangligt og rytmisk orienterede tekster (flere af disse tekster er blevet til sange på senere pladeudgivelser med ”De efterladte”). Hør her, hvordan metrik og kiasme nærmest danser: ”op og ned/ livets kår/ sorg og lykke/ alt forgår”.
Det lyriske rum i ”Jeg er blevet lokal” er tilpasset. I de forudgående bøger er det i høj grad haven med dens planter og fugle, der tegner geometrien op. Nu er solsort skiftet ud med due og Irmahøne, og byrummet er i det hele taget påtrængende. Der er andre mennesker, ”nabo, genbo, underbo, overbo” og en ny altan, hvormed ”mit råderum/ er blevet udvidet med 4 m2 og det er/ meget når man bor i en stue som også/ er soveværelse, køkken og/ en slags kontor”.
Peter H. Olesen
Peter H. Olesen er en oprejst mørkemand. Igennem et stort sangkatalog og et efterhånden betydeligt forfatterskab fordelt på lyrik, kortprosa og romaner har han stædigt fastholdt sit tag i en særlig...
Læs hele forfatterportrættet
