- Marie Hauge Lykkegaardcand.mag., september 2023
Intro
I Johanne Billes anden roman ”Elastik” (2018) beskrives en intim relation, der bygges op og falder sammen i løbet af en vinter, et forår og en sommer. Alice bor sammen med Simon, men da Mathilde starter på hendes arbejdsplads, forelsker Alice sig på stedet, men holder det hemmeligt for alle, inklusive Mathilde selv. De drikker øl på mørke bodegaer og kysser i smug efter arbejde. Mathilde lever i et åbent ægteskab med Alexander, og det er ham, Alice indleder et seksuelt forhold til, efter at have overbevist Simon om, at de også bør se andre. ”Vi vil forandre verden, vi sætter kærligheden fri!” siger Mathilde om det åbne forhold (s. 103), men snart går det op for Alice, at den fri kærlighed kommer med en pris. ”Forelsk dig aldrig i dem,” har en fælles ven advaret hende (s. 54): ” … du skal altid have styr på dit shit med de to.” Men det er for sent.
