”Jeg har opdaget hvorfor en mand betaler for en kvinde; han vil være lykkelig. Han vil ikke betale tusind franc bare for at få en udløsning. Han vil være lykkelig. Det vil jeg også, alle vil, men ingen bliver det.”
Paulo Coelho: ”Elleve minutter”, s. 77.
Men Maria er et principfast menneske, og den fulde bankkonto og forældrene og landbruget i Brasilien vinker til hende, mens hun fortvivlet forsøger at lukke øjnene for, at hun er helt og aldeles fortabt i Ralf.
Bogen veksler mellem egentlige, handlingsbærende kapitler, fortalt i 3. person, og udsnit af Marias dagbog. Coelhos sprog er som sædvanlig enkelt, hvilket passer udmærket som talerør for den unge prostituerede, selv om hun nu er en særdeles lommefilosofisk en af slagsen: ”Vi kan alle elske, for vi er født med denne gave. Nogle gør det helt naturligt, mens andre er nødt til at lære det på ny, genopfriske hvordan man elsker, og alle – uden undtagelse – er nødt til at brænde deres tidligere følelser i ilden, genopleve nogle glæder og smerter, fald og oprejsninger, før de kan se den røde tråd der fører til hvert nyt møde, ja, der er en tråd.” (s. 161). Et langt stykke hen ad vejen virker det lettere eufemistisk, at Maria omgås med sin nye ludertilværelse på en analytisk, praktisk og pragmatisk facon, og i sin fritid går på biblioteket og udvikler et fremragende intellekt og bliver veninde med bibliotekaren. Men endelig, langt om længe, bliver det fortalt, at Maria også er ulykkelig, ensom og skuffet, hvilket gør karakteristikken af hendes person betydelig mere troværdig.
Bogen handler om kærlighedens væsen, om (kvindelig) seksualitet og om hvordan de to kan være forbundne eller adskilte. Titlen, ”Elleve minutter”, er resultatet af Marias beregning af, hvor lang tid selve akten tager, når hun er sammen med en kunde. Hun forundres over, at verden kan kredse om noget, der varer så kort.
For Maria er det seksuelle og det følelsesmæssige adskilt, fordi hun aldrig har opnået seksuel tilfredsstillelse ved andres hjælp, og fordi passion og forelskelse kun har kompliceret og aflivet hendes eventuelle romancer. Måske netop derfor kan hun, indledningsvis, bevæge sig ind på prostitutionens bane så uanfægtet. Efterhånden som forholdet til Ralf udvikler sig, står det klart, at det nok giver professionel mening med en grænse mellem de to ting, men lykkeligt er det ikke. Og i det øjeblik den sande kærlighed indtræffer, falder både seksualitet og følelser på plads i fuldendt harmoni – ja Maria genfinder nærmest sin jomfrudom i mødet med Ralf.
I dagbogssektionerne har Maria utroligt mange generaliseringer om ”mænd”, selvfølgelig baseret på erfaringerne fra natklubben. I selve kapitlerne har Coelho utroligt mange generaliseringer om ”kvinder”, repræsenteret ved Maria. I forbindelse med bogens tilblivelse har han lavet research i det schweiziske prostitutionsmiljø, som det også fremgår af bogens efterord. Men selv den grundigste research kan ikke bære alt for mange generaliseringer, uden at der indfinder sig en vis træthed. Identifikationen med en bogs karakterer opstår ikke, fordi personerne bliver malet med så bred en pensel, at det unikke flyder ud.
Som indlæg i den evigt verserende diskussion om prostitution formår ”Elleve minutter” dog at skildre både håb og skuffelse og selvstændighed og afmagt som en del af den prostitueredes tilværelse. Maria står som et menneske med en integritet og et mål men er alligevel ulykkeligt afstumpet gennem sit erhverv. Forestillingen om den lykkelige luder problematiseres altså, selv om Maria naturligvis er en vaskeægte Coelho-hovedperson, der tager skæbnen i egen hånd.
Paulo Coelho
Paulo Coelhos univers er fyldt med selvstændige, foretagsomme hverdagshelte og heltinder, der uagtet alverdens besværligheder klør på med krum hals og for det meste med succesfuld udgang. Coelho e...
Læs hele forfatterportrættet
