Paulo Coelho

Genrer og tematikker

Hvis man skal ridse op, hvad der overordnet karakteriserer Paulo Coelhos forfatterskab, er der særligt to tematikker, der springer i øjnene: Dels det kvindelige, både på et umiddelbart og profant niveau og på et religiøst niveau og dels idéen om, at vi alle har en livsbane, som blot venter på at blive fulgt, hvis ellers vi tør. Fokuseringen på det kvindelige er ikke påfaldende for en mandlig kunstner. Men optagetheden af kvindeligheden og det religiøse er speciel for Coelho. Både i ”Ved floden Piedra satte jeg mig og græd” og i ”Heksen fra Portobello” bekender hovedpersonerne sig til en uortodoks betoning af Guds kvindelige side, som historisk har været voldsomt negligeret. Og i begge bøger har det stærke konsekvenser, dels direkte for de implicerede, der evner at udrette mirakler, men også qua omverdenens manglende åbenhed, der koster Athena dyrt, og antydes at kunne komme til at koste Pilars ven i ”Ved floden...” lige så dyrt.

I et interview i tyske ”Der Spiegel” hævder Coelho, at det 21. århundrede vil blive spiritualiteten og dermed kvindelighedens århundrede. At vi faktisk ikke har noget valg, hvis vi ønsker at løse verdens problemer: ”Det er et spørgsmål om at være eller ikke at være”, siger han – med vanlig patos. Det kvindelige princip er slet og ret kærligheden, kærligheden som kraft, og den skal rage kastanjerne ud af ilden for os.

”Livsbane” er et centralt begreb hos Coelho. Han betegner livsbanen som den vej et menneske er bestemt til at følge for at kunne udleve sit potentiale og blive lykkelig. Hovedpointen er, at enhver kan følge sit hjerte og sin drøm, men at mange mennesker er for angste til at gøre det, når de får muligheden. Den tanke kan resultere i en ubehagelig kynisme, når mennesker kan siges at være skyld i deres egne problemer, fordi de jo bare kunne have været modige og fulgt deres drøm. Coelho understreger flere gange, både i sine bøger og i interviews, at alle drømme kan udleves. Formodentlig opfatter de mange millioner læsere hans bøger som opmuntrende, som en hyldest til menneskets styrke og evne til at handle og ændre vores situation.

Genremæssigt har Coelho meget tilfælles med den magiske realisme. Hans sprog er let at læse, til tider tangerende det letbenede, og strukturen i romanerne er, med undtagelse af ”Heksen fra Portobello”, meget umiddelbar. Han bruger dog også traditionelle greb, som han så i sidste øjeblik vender på vrangen. Det sker eksempelvis i ”Ved floden Piedra satte jeg mig og græd” og ”Heksen fra Portobello”. I førstnævnte åbner jeg-fortælleren Pilar med sætningen ”Ved floden Piedra satte jeg mig og græd”, hvorefter hun fortæller om den forgangne uge. Det skaber en vis spænding i romanen, at læseren hele tiden ved, at historien ender med at hun sidder og græder; man får med andre ord ”lovning” på en ulykkelig, eller i hvert fald kompliceret, slutning. Men da romanen så når dét, man troede var vejs ende, fortsætter Coelho lige et par sider længere end græde-scenen, således at en happy-ending alligevel får klistret sig på i sidste øjeblik.

Beslægtede forfatterskaber

Når Paulo Coelho selv skal sætte navne på sine inspirationskilder, nævner han blandt andet Jorge Luis Borges, William Blake, Jorge Armado og Henry Miller. Slægtskabet med argentineren Borges (1899-1986) er tydeligt. Borges var grundlæggeren af den sydamerikanske magiske realisme, men arbejdede med sit surrealistiske udgangspunkt øjensynligt på en helt anden måde med sproget end Coelho gør. Desuden er det næsten totale fravær af kvinder i Borges' forfatterskab jo unægtelig en kontrast til kvinderne og det kvindeliges dominans hos Coelho.

Man kan også drage en parallel til den amerikansk-russiske forfatter Ayn Rand (1905-1982). Hendes roman ”Kun den stærke er fri” (”The Fountainhead”) fra 1943 handler også om en person, der kæmper med næb og klør for at få lov til, i et snærende samfund af middelmådigheder, at følge sin bane og udleve sit enorme talent som arkitekt.

Dog var Ayn Rand, som titlen på bogen også antyder, ganske bevidst om de ultraliberalistiske tolkningsmuligheder i værket. De var tilsigtede og hun gik så vidt som at sige, at hun var fortaler for egoisme.

Relaterede forfattere