”Hun så noget glitre, noget, hun ikke vidste, hvad var, og gik hen mod døråbningen. Solskinnet faldt på hendes krop og gjorde hendes hænder skrækkeligt gule. Derpå så hun en gul klump ligge foran sig. Hun vidste stadig ikke, hvad det var, og gik ud ad døren, nærmede sig tøvende, og før hun havde forstået, at det var hendes eget barnebarn, havde hun set søen af blod. Hun fór sammen og styrtede tilbage til sit kammer.”
”En virkelighed”, s. 18-19.
I lighed med flere af Yu Huas andre tekster balancerer ”En virkelighed” også ofte på kanten af det overnaturlige. Shangang besøger sin kone som spøgelse efter sin henrettelse, og måden, hvorpå han dræber sin bror, er mildt sagt aparte. Samtidig er der noget underligt søvngængeragtigt over både personernes handlinger og deres reaktioner på den gru, der omgiver dem. Tilsammen giver det fornemmelsen af et menneskeligt fællesskab, der er slået fuldstændig af led. Familierelationerne falder fra hinanden, hvilket i novellaen bliver symboliseret af den gamle bedstemor, der som familiens matriark konstant beklager sig over sine værkende knogler og rådnende indvolde. Hun går bogstavelig talt i opløsning i takt med familien.
Kulturrevolutionen fungerer ofte som voldeligt bagtæppe hos Yu Hua, men i ”En virkelighed” virker forfatteren samtidig interesseret i at prøve at indkredse noget alment menneskeligt.
I det afsluttende kapitel dissekeres Shangangs lig. Organer, øjne, muskler fjernes af forskellige specialister. Til sidst står kun skelettet tilbage. Dissektionen bliver til et billede på selve fortællingen, der har vist, hvordan det afpillede skelet fungerede som levende menneske, da det stadig havde sine muskler og sin hud. Forfatteren stiller sig på den måde an som en videnskabsmand, der undersøger den menneskelige natur og konkluderer, at vold og brutalitet må være et grundelement i enhver samfundsdannelse og et iboende træk i mennesket i en sådan grad, at selv fireårige springer ud som lystmordere i det øjeblik, de overlades til deres egne drifter.
Yu Hua
Kinesiske Yu Hua startede sin litterære løbebane som smal avantgardist, men fra omkring 1990’erne begyndte han at skrive en række stort anlagte krøniker, der med effektive greb og prunkløs realisme...
Læs hele forfatterportrættet