”Jeg retter tilfreds ryggen og puster let frem for mig. Kejser Wilhelm skal bremses med syfilis. Det har jeg besluttet. Lige i dette øjeblik. Jeg vil sørge for, at tyskerne taber. Så kan han lære det, ham Adolf.”
”Erna i krig”, s. 160.
Romanen er skrevet som en 1. persons-fortælling med Erna i fortællerrollen. Erna er lidt af en antihelt. Hun er ganske vist handlekraftig, men charmerende er hun ikke med sin hang til at spytte på gulvet, sit klingende sønderjyske og sit aseksuelle væsen. Men det er, som om Erna ved at hoppe i uniform og skyttegrav opdager sin kvindelighed, og som krigen skrider frem, bliver Erna et mere helstøbt menneske. Hun mener stadig, at den sønderjyske kål er at foretrække frem for det franske cuisine, men hun vokser fra at være et snæversynet nærmest eneboeragtigt væsen til at være en slags slagkraftig mor for hele sin deling.
”Erna i krig” er selvfølgelig skrevet med det særligt Jepsenske glimt i øjet, og forlaget betegner værket som ”en historisk krigskomedie”. Der optræder da også enkelte fakta om krigen, ligesom romanen tilbyder et kig ind i 1. Verdenskrigs rædsler samt krigens eftervirkninger i form af ar på både krop og sjæl. Men mest af alt er det en gæv fortælling om altopofrende moderkærlighed. Erna går i bogstaveligste forstand igennem ild og vand for at frelse sin søn. Men Kalle kan nu faktisk klare langt mere, end moderen tror. Da Erna efter mødet med Adolf må smide uniformen, vokser Kalle i den grad med opgaven. Således bliver krigen udviklende for både mor og søn, der bliver i stand til at se hinanden i et (lidt) klarere lys.
Erling Jepsen
Der bliver ikke lagt fingre imellem, når Erling Jepsen lufter skeletterne i sine hovedpersoners skabe og blotlægger fortielser og løgne. I flertallet af sine romaner tager han livtag med den sønder...
Læs hele forfatterportrættet
