”Jeg havde ingen venner, det har jeg aldrig haft. Ingen mandlige kammerater. Hverken da jeg gik i skole, eller da jeg var i lære hos Sophus Vadum. Heller ikke, da jeg blev landmand. Jeg tænkte aldrig på det.”
”Et liv i almindelighed”, s. 36.
Som titlen indikerer, er det nu ikke et særligt spektakulært liv, der er tale om. Skat fortæller om, hvordan han skulle have været skrædder, men endte med at blive en halvdårlig og lidenskabsløs landmand. Man hører også om børnene, som det ikke gik, som Skat havde håbet, om konens død og endestationen på plejehjemmet, hvor Skat gør oprør mod det i hans øjne talentløse personale (med undtagelse af Pia, som han er ”fan” af, som han siger).
Enetalen er rettet mod James D. Møller, efterlønner og besøgsven på Skats plejehjem. Møller må indimellem tage imod elegante fornærmelser fra den bramfrie olding: ”Du er for svær omkring livet”. ”Jeg vil ikke sige, at du er tyk, men det kunne andre måske finde på at sige” (s. 18) og ”Du er af den slags, der kan tale med alle mennesker. Det er en smuk egenskab, Møller. Men der er vist ikke meget alvor skabt i dig?” (s. 94).
Formen er et stilistisk eksperiment, som minder om ”En skidt knægt”. Et af Bent Vinn Nielsens formelle kendetegn er tonen i Skats fortælling, som langt hen ad vejen mimer en mundtligt overleveret fortælling, optaget med mikrofon af Møller. Det sætter sit præg på fortællingen, hvor Skat konstant henvender sig til og søger bekræftelser for sine påstande hos Møller, som i en rigtig sam- eller enetale.
”Et liv i almindelighed” er beretningen om et levet liv for en svunden generation. Et almindeligt og stilfærdigt liv, som i retrospekt kommer til ligne et produkt af tilfældigheder.
Bent Vinn Nielsen
Bent Vinn Nielsen er dansk litteraturs store hængerøv, men hans romaner er også knivskarpe analyser af det Udkantsdanmark, som i medierne sjældent er andet end et losseplads for tabere og bondeknøs...
Læs hele forfatterportrættet
