”Ja, ja, tænker Ingrid, vi er bare mennesker, døm os ikke, for enhver har sine grunde, men undskylder det, at man er en skid over for sine børn? Rummer forklaringen ikke allerede en stiltiende forventning om tilgivelse? Og hvad er tilgivelsen værd, hvis den kommer som kaldet og ikke som en uventet benådning? Er den så andet end et sentimentalt smykke for den angrende forfængelighed? Endnu et led i fortællingens endeløse kæde?”
“Fire dage i marts” s. 315.
Romanen rejser blandt andet spørgsmålet om, hvor meget man som voksent menneske og forælder kan forfølge sine egne mål uden at skade sine børn. Grøndahls roman indeholder som altid også en romantisk kærlighedshistorie og tematiserer herunder elskerinderollen.
Omdrejningspunktet i romanen er dog især en undersøgelse af forældreskabet og forældres svigt i forhold til deres børn. Ifølge forfatteren drejer dette svigt sig også om en tendens i vores nutidige opfattelse af barnet: “Det ligger jo meget i vores sentimentale forhold til børn i dag, at vi tror, at bare vi elsker dem, så er det nok. Det er selvfølgelig det vigtigste, men det er som om, der mangler viljen til også at være opdrager; til også at være autoritet, fordi begrebet er kommet sådan i miskredit. Og ofte med rette (...) Men lige præcis i forhold til børnene, skylder man dem at være det, og den erkendelse tror jeg også, Ingrid får undervejs.” (Karen Margrethe Schelin: Der er situationer i livet, hvor man ikke kan være et pænt menneske. Berlingske Tidende, 2008-10-24).
En anden væsentlig tematik er spørgsmålet om, i hvor høj grad et menneske er tilbøjelig til at gentage familiemønstre oplevet gennem opvæksten. Gennem de erindringer og refleksioner, den kvindelige hovedperson gennemlever i de fire døgn, romanen strækker sig over, konfronteres hun med spørgsmålet om, hun blot har gentaget sin mors og sin mormors selvoptagede mønster. Er de tre kvinders livshistorier blot variationer over det samme tema, som uundgåeligt viderefører svigtet?
Kærlighedstemaet udvides således i denne roman til også at omhandle forholdet mellem forældre og børn. Ligeledes kombineres samtidsskildringen med en form for slægtsroman, der tematiserer de individuelle valg men også de gentagne, arvede mønstre, der kendetegner den enkeltes fortælling om livet.
Jens Christian Grøndahl
Jens Christian Grøndahl er kendt for at skildre afstanden i det moderne kærlighedsforhold, men også længslen efter at nå og møde den anden. Derudover handler Grøndahls bøger ofte om det moderne men...
Læs hele forfatterportrættet
