”Hvidløg og safirer i leret jord,/ Ligger klægt om Livets træ./ Vildskaben bruser i blodet/ synger under smertefulde ar/ mildner længst glemte krige./ Dansen i arterien, lymfens kredsløb/ ses i stjernernes gang/ stiger op i træet til sommerens tinde/ vi kredser over det kredsende træ/ i lyset på det mønstrede løv/ og hører under os på sjappet jord/ vildthunden og vildsvinet/ jagte i vante spor/ de forliges dog blandt stjernerne.”
”Fire kvartetter”, s. 18.
Den anden kvartet, East Coker, er fra 1940 og er navnet på landsbyen, hvorfra Eliots familie udvandrede til New England i det 17. århundrede. I digtet sætter Eliot ord på tiden mellem Første og Anden Verdenskrig. Efter tyve år mellem store krige forsøger digterjeget at genfinde sig selv og evnen til at udtrykke sig, alt imens den åndelige tomhed breder sig. Digtet har jorden som det bærende element, i form af et tilbagevendende billede af en mark. Den tredje kvartet, The Dry Salvages, udkom i 1941 og er navnet på et fyrtårn og en gruppe klipper, der ligger ud for Massachusetts kyst. Digtet handler om alderdom, personificeret som tiden der både beskrives som ødelæggeren og beskytteren. Vandet er digtets grundelement med floden og havet som de centrale motiver. Den fjerde kvartet, Little Gidding, er navnet på et kloster. Digtet kredser om den nulstillede sommer og handler om forsoning med ilden som element.
Det er en gådefuld stemning, digtene fremmaner, med deres kredsen om tid og tidløshed. Til sammen udgør digtene et fletværk af erindringssekvenser og abstrakte tid- og stedbeskrivelser, skrevet i et filosofisk og sanseligt sprog på frie versefødder. Ligeledes er værket fyldt med filosofiske, litterære, religiøse og historiske referencer, blandt andet til Dante og John Keats.
T. S. Eliot
Den amerikansk britiske digter og dramatiker Thomas Stearns Eliot (1888 1965) var en frontfigur inden for den moderne digtning. Hans alsidige forfatterskab rummer både digte, dramatik og litteratur...
Læs hele forfatterportrættet