”Når jeg tænker på vores have, bliver det sommer i maven på mig. Så begynder den at krible ligesom græshopperne, som vi fangede og holdt i vores lukkede hænder. Hver aften, når jeg ligger i sengen, lukker jeg øjnene for at trylle haven frem for mig.”
”Flyvere på himlen”, s. 5.
Sorgen tager Lidja med sig til sit nye hjem i et fremmed land. Det er svært at glemme fortiden og endnu sværere at få nye veninder. Men trods sorg og krigstraumer rummer bogens slutning håb. Lidjas storebror hjælper hende, så hun igen kan komme ud i en have og lege.
Teksten er poetisk og rummer sproglige billeder, der både rammer angsten og håbet. Lidjas flugt fra bombeflyene beskrives f.eks. således: ”Mit hjerte banker som et maskingevær, og der brænder ild i mit bryst” (s. 11), mens hendes forventning om nye veninder får hjertet til at hoppe ”glad som en bold.” (s. 23).
Katrine Clantes tegninger er som teksten poetiske. Haven fremstår drømmeagtig i lysegule, grønne, lyserøde og mørke nuancer. Træer, blomster og dyr findes ikke kun i haven, men bruges også som pynt på siderne. Clantes tegninger er således ikke kun gengivelser af handlingen. De bidrager til fortællingens stemning og understreger både angsten, sorgen og håbet.
Enkeltheden i farver og motiv og den naivistiske streg passer godt til teksten. Hverken krig eller død udpensles sprogligt eller visuelt. Alligevel er det helt klart, hvad der sker.
Katrine Clante
Tegneseriedebutant. Det er illustratoren Katrine Clantes nyeste titel. ”Pssst!” fra 2013 er hendes første grafiske roman, men forhåbentlig ikke den sidste. Bogen er blevet godt modtaget, og Clante ...
Læs hele forfatterportrættet