”Roland gned sig i øjnene. Han var lige vågnet. Han så noget grønt og gjorde store øjne. Det grønne bevægede sig lige for øjnene af ham (...) Hans hænder lignede to rumvæsner, som talte sammen på et sprog uden lyde. Et hemmeligt sprog, som Roland ikke forstod. Han kunne jo ikke spørge dem, hvorfor de var grønne. Det var meget, meget mærkeligt.”
“Ti grønne fingre”, s. 8.
Bogen tager sin begyndelse en helt almindelig dag, hvor drengen Roland til sin egen store forbløffelse vågner op og opdager, at han har helt grønne fingre. Han overvejer et kort øjeblik at vise en af sin grønne fingre til marsvinet Carlos, men bliver så alvorlig bekymret for, at hans pelsede ven vil tro, at der er tale om en agurk. I løbet af bogen bliver ikke kun det at have grønne fingre taget på ordet. Også vendinger som at være en hund efter noget, at hænge på træerne, at have is i maven og at bo i en rygsæk bliver både i teksten og illustrationerne gjort konkrete og forklaret.
Ordsproget om, at æblet sjældent falder langt fra stammen, indgår også i en sms-besked, som Roland får fra sin far, der også hedder Carlos: ““Men hvad betyder det der med æblerne og stammen, mor?” “Øhm. At du ligner ham, vil jeg tro. Carlos er jo en hund efter planter” “Far er ikke en hund. Og Carlos er heller ikke en hund. Han er et marsvin”” (s. 50).
Tematisk omhandler bogen emner som venskaber og en moderne families måde at indrette sig på – Rolands far siges nemlig at bo i en rygsæk og sjældent være hjemme. Den lille historie ender med, at Roland bare ved at røre ved en særlig plante giver den grønne blade. Han kalder planten for “planten for altid”, og slutningen understreger, at historien også handler om en dreng, der savner sin far, men som også bliver mindet om, at han for altid er forbundet med sin far og hans særlige kærlighed: “For pludselig vidste han det bare: Hans far ville snart komme og besøge ham. Ham og Carlos og planten. Han smilede. En varme bredte sig i hans mave. Det var som om isen i maven smeltede. Han tog Carlos op og aede den. Så kaldte han på sin mor. Han ville vise hende planten. Planten for altid.” (s. 60).
Mette Moestrup
Mette Moestrup er blevet kaldt en af de mest eksperimenterende danske digtere i sin generation og vores skarpeste postfeministiske poet. Hos Moestrup finder man en undersøgelse af, hvordan ordene o...
Læs hele forfatterportrættet
