”Vi spillede fodbold, og så kom jeg til at kigge op på en sky i stedet for på bolden, og så blev de andre sure. Mmmh, sagde jeg og havde meget svært ved at finde en grimasse, der passede, for jeg var simpelthen ved at dø af grin indvendigt. Så er det måske en god idé, hvis du ikke går til fodbold med dem. Jamen, de skyer var så smukke, mor. Burde den drømmende dreng, der var ligeglad med at vinde i fodbold, have foruroliget mig?”
”Hans”, s. 47.
Historien om Hans starter med moderens ærlige førstepersonsfortælling om episoder fra Hans’ barndom, der vækkes til live fra siderne i familiens fotoalbum. Anekdoterne er lykkelige, fyldt med forventningsglæde, men slutter næsten alle med en retrospektiv selvbebrejdelse: ”Var du for meget med i mit voksne liv?” (s. 46) og ”Var der andre mere alvorlige signaler fra dig, jeg ikke så?” (s. 52). Forældrene bliver skilt, og Hans bliver teenager og er tydeligvis en både intelligent og betænksom men også besværet ung mand. Efter han som 19-årig bliver fundet på jorden efter et spring fra 4. sal – med opsnittede håndled og kroppen fuld af piller, begynder et liv ud og ind ad psykiatriske afdelinger og med store mængder psykofarmaka og stoffer.
Et af hovedtemaerne i bogen er spørgsmålet om, hvorvidt noget er sygt, bare fordi det ligger uden for det, der anses som normalt. Særligt i forbindelse med Hans' smukke religiøse visioner; ærkeenglen Gabriel har vist sig for ham, han er i dialog med Frans af Assisi, og han har set Jesus gå grædende ind i Auschwitz. Moderen er splittet mellem opfordringen til de pårørende om at ”korrigere patientens produktive psykoser” og at prøve at forstå og blive en del af Hans’ virkelighed. Når de to går i kirke sammen, erstattes hans angst imidlertid af en særlig ro, og på et tidspunkt lover hun ham, at hvis der engang skal skrives en bog om ham, skal hans indre verden ikke blot reduceres til vrangforestillinger: ”Da du gik den dag, forlangte du, at jeg skulle sværge ved mine børnebørns liv, at det ikke bare var dæmoner og angst, der var dit liv, men visioner. Og de skulle med i fortællingen” (s. 96).
Charlotte Strandgaard
Siden midten af 1960'erne har Charlotte Strandgaards forfatterskab kredset om det, det er svært at tale om. Både kropslige erfaringer som sex, menstruation og abort og samfundsmæssige tabuer som sp...
Læs hele forfatterportrættet
