Charlotte Strandgaard

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2021

Hovedforfatter

Ida Dybdahl
cand.mag., 2016

Siden midten af 1960'erne har Charlotte Strandgaards forfatterskab kredset om det, det er svært at tale om. Både kropslige erfaringer som sex, menstruation og abort og samfundsmæssige tabuer som spiseforstyrrelser, stofmisbrug og sindslidelser. ”Indimellem holder de af hinanden” fra 1969 er en funklende perle af et eksempel på det første, ”Hans” fra 2014 er en næsten ubærligt smuk, personlig og kompleks fortælling om det sidste. Grundlæggende har vi her at gøre med en forfatter, der interesserer sig for de liv, der leves i samfundets margin og de stemmer, der oftest udgrænses fra den fælles samtale.

Baggrund

Charlotte Strandgaard er datter af forfatter og litteraturhistoriker Jens Kruuse og oversætter Annabeth Kruuse. Hun blev født i den lille sønderjyske by Brørup, men familien flyttede i hendes barndomsår til Aarhus, hvor hjemmet blev et livligt mødested for kunstnere og intellektuelle. Særligt faderen kom til at spille en stor rolle i Charlotte Strandgaards liv og tekster, og efter hans død udgav hun bogen ”I lyset af Glæde. En bog om Jens Kruuse” (1996). I 1960 blev hun student fra Århus Katedralskole, og to år efter giftede hun sig med den etnografistuderende Ole Strandgaard. Da Charlotte var 19 år, fik de sønnen Hans, og ægteskabet varede i syv år. Årene med den første ægtemand fik stor betydning for Charlotte Strandgaards politiske engagement. Her introduceredes hun for en venstrefløjsaktivisme, der stod i kontrast til barndomshjemmets borgerlighed: ”så mødte jeg min første mand, Ole Strandgaard, og hans ven Kjeld Koplev. Det var sindssygt spændende at begynde at forstå de politiske sammenhænge, de ridsede op for mig, og jeg er stadig socialist.” [1].

Foto: Sofie Amalie Klougart

Født
15. februar 1943 i Brørup.
Død
9. oktober 2021 i Glostrup.
Uddannelse
Bibliotekar, 1965.
Debut
Katalog (digte). Arena, 1965.
Litteraturpriser
Morten Nielsens Mindelegat, 1972. Dansk Blindesamfunds Radiospilpris, 1983. Statens kunstfonds legat, 1986. Thit Jensens Forfatterlegat, 1989.
Seneste udgivelse
Charlotte Strandgaard og Johanne Kirstine Fall: Stræk din krop mod min : breve. Gladiator, 2021.

”Det virker mere normalt at være narkoman end skizofren, mor, sagde du en gang i de år. Det forstod jeg ikke. Men du sagde og råbte også gang på gang: Du er så naiv, mor. Du kender ikke den virkelige verden, mens du slog ud efter den dinosaur, der ganske vist så fredelig ud, men det er altid godt at tage sine forholdsregler. Den kunne være forklædt og i virkeligheden være Tyrannosaurus Rex.”

”Hans”, s. 200.

I 1965 blev Charlotte Strandgaard færdiguddannet som bibliotekar, og hun debuterede samme år med digtsamlingen ”Katalog”. Hun var allerede begyndt at arbejde som videnskabelig assistent ved det Kongelige Bibliotek under sin uddannelse og fortsatte i jobbet i årene efter. Men interessen for selv at forfatte skønlitteratur og debatbøger voksede i de kommende år, og i løbet af 1970’erne udviklede Charlotte Strandgaard sig til fuldblodsforfatter, digter, feminist og socialist. I de følgende år udgav hun en række bøger med temaer som skilsmisse, ungdomsvold, rugemødre og mobning. Sideløbende med forfatterskabet var hun politisk aktiv, særligt i kvindekampen, og blev blandt andet bestyrelsesmedlem i foreningen Individ og Samfund, der kæmpede for fri abort i Danmark. I årene 1978-87 var hun gift med instruktøren Jakob Oschlag, som hun fik to tvillingepiger med.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Charlotte Strandgaard har som forfatter udforsket og udfordret mulighederne for at udtrykke sig i både digt og prosa, debatbog og skuespil, film og radio. De emner, hun har taget op i debatbøger og samfundskommentarer, er senere blevet temaer i skønlitterære produktioner og omvendt. Stilistisk spænder forfatterskabet derfor også over en række forskellige genrer, og i mange af værkerne blandes virkelighedens og fiktionens stemmer. Som i ”Hans”, hvor lægeterminologi og poesi mødes, og som Charlotte Strandgaard selv beskriver således: ”det er ikke en roman, men en beretning, som jeg håber bærer præg af, at jeg er forfatter. Det jeg har arbejdet meget med i mine tekster er at komme ind til skelettet af sproget.” [2].

Forfatterskabet er båret af et socialt engagement og en vilje til indlevelse i andre skæbner og miljøer som for eksempel i ”Brændte børn”. Titlen peger på et gennemgående motiv i Charlotte Strandgaards forfatterskab; den voksne som et såret barn. Mange gange er hendes voksne karakterer så sårede eller åndeligt forslåede, at de kommer skævt ind i voksenlivet – hvis de nogensinde formår at blive voksne i gængs forstand.

Overordnet kan man sige, at Charlotte Strandgaard arbejder på at skabe forståelse mellem samfundets udstødte og samfundets støtter. Igennem hele hendes liv er denne bestræbelse kommet til udtryk i politisk og aktivistisk engagement og i form af både skøn- og faglitteratur. I hendes bøger kommer det til udtryk i kampen for kvinders ret til egen krop, ligestilling mellem kønnene og bekæmpelsen af ulighed, klasseskel og samfundsmæssige tabuer.

Beslægtede forfatterskaber

Stilistisk kan den enkle og konkretistiske stil, der præger flere af Charlotte Strandgaards tidlige digtsamlinger og særligt debuten ”Katalog”, ses i relation til en række andre danske forfattere, der i løbet af 1960’erne begyndte at gøre op med den tids modernistiske strømninger. Blandt andre Knud Sørensen, Vagn Steen og Hans Jørgen-Nielsen.

På indholdsplan er der også en del af de erfaringer, der behandles i Charlotte Strandgaards forfatterskab – patriarkatets besnærende kvinderolle, mediernes forvrængede skønhedsidealer og negligeringen af samfundets svageste – der går igen hos hendes samtidige forfatterkolleger. Vita Andersens meget populære ”Tryghedsnarkomaner” fra 1977 er både en beskrivelse af opvæksten i en socialt belastet familie og en revsende kritik af tidens kvinderolle. På samme måde undersøger også Dorrit Willumsen i sin novellesamling ”Knagen” fra 1965 forholdet mellem mænd og kvinder og den fremmedhed, der kan opstå mellem dem, som resultat af rigide kønsroller. Kirsten Thorups roman ”Baby” fra 1967 har ikke mindst et beslægtet fokus på samfundets udsatte i form af arbejdsløse, stofbrugere og prostituerede.

Charlotte Strandgaards fortællinger om børn, der starter livet på bunden af samfundets hierarki, minder om de første linjer i Tove Ditlevsens digt ”Børn” fra digtsamlingen ”Det runde værelse” fra 1973: ”Mit hjerte elsker alle de umulige børn, de som ingen holder af og ingen kan forstå.” Begge forfattere har viet en stor del af deres forfatterskab til at rette blikket mod samfundets marginaliserede og give stemme til dem, vi sjældent lytter til i samfundet.