BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Lån på biblioteket

Hestenes øjne

Hans Otto Jørgensen

188 siderUdgivet: 2008

Lån på biblioteket
Senest opdateret
  • Karina Søby Gulmann
    cand.mag., januar 2025
Hovedforfatter
  • Karina Søby Gulmann
    cand.mag., 2009

Intro

I “Hestenes øjne” fra 2000 skildrer Hans Otto Jørgensen sin opvækst i Vile ved Limfjorden. Det er især de ældre generationer, han foreviger med sine ord. Det er den tykke faster, som mener, at Bibelen er mere sand end noget andet, og at alt er godt, for ellers ville det ikke være skabt. Eksempelvis hedder det: “Jesus er mere konkret for Faster end noget andet.” (s. 28). Fasteren lever et begivenhedsløst liv, hvilket set med fortællerens blik er en tragedie. Hun er tit uheldig, og hele hendes liv udspiller sig i nøjagtig de samme omgivelser, i den samme landsby, men hun har sin Jesus, og det er for Fasteren tilstrækkeligt. Også mostrene Sine og Bodil befolker forfatterens barndomslandskab. Sine er mager og strengt religiøs som Hans Otto Jørgensens far. Bodil er rund og varm og med samme store hjerte som fasteren. Og så er der bedstefaren, der som 16 årig blev ramt af lynet, men overlevede, fordi, som han sagde, at Gud mente, han var for ung til at dø.

”Jeg er overbevist om, at min far i perioder, og også temmelig lange perioder, led af en depression. Det gav jeg engang udtryk for over for min søster, men hun svarede, at han jo ikke var dum, det var det ord, hun brugte [...] Som om det var en åndssvaghed, jeg talte om, at min far var retarderet.”

“Hestens øjne”, s. 52-53.

Hverken moren eller faren hører man noget særligt til, som en bekræftelse af, at de ikke var der for drengen, at de ikke så ham som den, han var, men i stedet bare lod ham knokle. Blandt andet derfor havde han aldrig venner med hjem. Det var der i øvrigt heller ikke tid til, da han altid skulle arbejde. Dette tvangsmæssige arbejde bliver tematiseret, og forfatteren stiller spørgsmålet, om det var retfærdigt på den måde at gøre drenge til slaver.

Som en kontrast til børnearbejdet og det indremissionske miljø står hestene. De to heste på gården var drengens fortrolige, men de blev sendt til slagtning, mens han var på hospitalet. Han havde fået ansigtet flænset op af kværnen, og da han kom hjem, var hestene erstattet af en traktor. Og så begyndte de tilbagevendende mareridt om hestenes øjne i en sæk.

“Hestenes øjne” er en ydmyg selvbiografisk roman fortalt i en lyrisk form. Handlingen er springende, og gentagelsen bruges ofte for at dykke længere ned i en episode, i et udsagn. På den måde bevæger Hans Otto Jørgensen sig ind på personer og begivenheder med en springende indføling, med et sanseligt nærvær.

Hans Otto Jørgensen

Udkantsdanmark og landbolivet danner rammen om Hans Otto Jørgensens forfatterskab, der gerne tager afsæt i det konkrete landboliv med køer og arbejdsslid. Men i modsætning til tidligere tiders roma...

Læs hele forfatterportrættet

Opdag andre bøger