”Far og mor står på terrassen, og det er stadig sådan et fællesflygtigt par. Han havde selvfølgelig ikke kunnet give dem spejderstolthed. Men tilgivelsens rummelighed havde altid ligget dem så nær.”
”Fortælleren blev senere sig selv”, s. 19.
I første del af det tre bind lange memoirer følger læseren alter egoet Tøfle, der vokser op i det småborgerlige Hvidemose. Som F.P. Jac selv fyldes han med tiden af hormoner, får skiftende ungdomsjobs og -uddannelser og springer senere selv fra sin værnepligt og ender i fængsel, hvor første bind slutter. ”Fortælleren blev senere sig selv” er ligesom forfatterens lyrikudgivelser fuld af selvopfunden ordstilling, en flimrende fortællestruktur og originalt sprog, og samtidig er historien klassisk realisme a la for eksempel Dan Turèlls (1946-1993) ”Vangede billeder” (1975), der handler om opvæksten i forstaden Vangede.
”Fortælleren blev senere sig selv” er opdelt i 13 afsnit, der følger Tøfle fra han er fire til atten år, og tonen er både tilbagelænet og uhøjtidelig ikke ulig Jens Blendstrups (f. 1968) i eksempelvis ”Luskefisefortællinger” (2014). Tøfle som figur er anarkistisk og følger ikke gængse regler, og fra sin trygge familiehavn begiver drengen sig ud i verden og henfalder siden til druk.
F.P. Jac skrev med udgangspunkt i sin egen tilværelse, og også derfor var der mange erindringsromaner i støbeskeen, da den første udkom i 1998. Til Jyllands-Posten sagde han: ”Jeg påtænker at skrive 10 bind, men hvor langt kan jeg strække mig? Jeg skriver på det liv, jeg foreløbig har levet og forhåbentligt bliver ved med. Hvis jeg kender mig selv godt nok, er der stof til 21 bind.” (Ukendt forfatter: Digterens alt andet end forsømte forår. Jyllands-Posten, 1998-06-30). F.P. Jac nåede at udgive tre bind, der i 2014 blev udgivet som samlet bog.
F. P. Jac
F.P. Jac fornyede det danske sprog. Opfindsomme og umiskendeligt ’jacske’ ord som smileskive, snøresnurrebøf og tudekræmmer og en fantastisk livskraftig energi gennemstrømmede det omfangsrige forfa...
Læs hele forfatterportrættet
