”Jorden var allerede helt smattet. Jeg stivnede; ind gennem havelågen kom det sorte dyr travende. Dets hoved var underligt langt og spidst, og dets gule øjne var rettet direkte mod mig. Farfars vandstråle ramte dyret på snuden. Det spjættede lidt, men gik så videre. Jeg kiggede over på farfar. Han reagerede slet ikke på dyret, blev bare ved med at vande, mens han trak vejret pibende gennem munden.”
”Hullet”, s. 68.
En dag må Asahi i døgnkiosken for at betale en regning for sin emsige svigermor, og på vejen ser hun et mystisk dyr, som hun følger efter – blot for at falde i et mærkeligt hul i det høje græs. Hun hjælpes op fra hullet af en mystisk kvinde, og fra da af sker der et stemningsskift, som om Asahi pludselig befinder sig i en parallelvirkelighed. Asahi møder en gruppe legende, småsnakkende børn, mens en tilsyneladende hemmeligholdt svoger, der pludselig dukker op fra et skur, i sin entusiastiske og lidt akavede væremåde minder om en karakter fra en japansk anime-tegneserie. Som den eneste kender svogeren alt til det mystiske dyr, men svogerens eksistens stiller flere spørgsmål, end han besvarer – for hvorfor er han blevet gemt væk bag ved huset?
”Hullet” handler om forvandling, metamorfose, og en grundlæggende stemning i kortromanen er en tøjlesløs udvikling, hvor alt kan ske – samtidig med, at der på selve handlingsplanet ikke sker meget. Romanen har talrige metaforer, hvoraf de tydeligste er det sorte mystiske dyr, der kan være en konkretisering af den tvivl over for traditionen, som både Asahi og svogeren har. Hullet er en metafor for den fælde, hun er ved at blive fanget i – og en lurende depression – men det er samtidig et konkret hul i jorden.
Hiroko Oyamada
Hiroko Oyamada udvisker grænsen mellem fantasi og virkelighed i den surrealistiske ”Hullet”, hvor kvinden Asahi følger efter et mystisk væsen og falder i et hul, og den japanske forfatter vandt ove...
Læs hele forfatterportrættet
