”Mine bønner stiger
op af det sommerhede græs
som insekternes sværmen
stillestående fart
Inde under forandringens dobbeltstjerne
kaster jeg flere skygger
En forefaldende ny strategi
taget op på et møde
vedtages
drikker af en rundsendt kantinekop
hænderne danner koglekrans
Nødvendigheden får os til at gå udenfor
og tage del og give dele
valmuer stikker frem
mellem græs og korn i et flet.”
”Inden vi går ind i livet på jorden”, s. 20.
Mirian Due veksler mellem korte prosadigte og mere metaforrige og abstrakte digte, og samme vekslen mellem to tilstande spejles i digtenes indholdsside, hvor digterjeget længes efter et andet landskab end byens: ”(…) der hvor markerne bliver helt flade/ og vindmøllevingerne kort efter/ ligger klar på havnen/ det er mit primære landskab.” (s. 46).
Hverdagssituationerne med putning af børn og køreture gennem byen afbrydes af frygt og tanker om ulighed, hvor nogle må sove uden et hjem, er flygtningemødre eller må vågne op i lejre, og også den københavnske hverdag er trøstesløs og uden fred: ”På Glasvej står en kvinde med/ et grædende barn/ på fortovets bue ud mod et kryds/ i et spil om at komme først/ gennem rækkerne/ Hvor er der en/ som kan lyse fred/ over barnet og kvinden og bilerne/ på Drejervej? på Vibevej?/ i Tagensbo?” (s. 38).
Stilistisk set bruger Mirian Due – som i ”Vågent” – naturmetaforik, hvoraf noget har rod i traditionelle kristne metaforer, såsom valmuen, der optræder på s. 20. Billedsproget er ikke komplekst, men umiddelbart afkodeligt, og som oftest er der tale om billedsprog, hvor en merværdi lægges til det, der beskrives, så en ophøjning mod det skønne og gode forekommer. Det sker f.eks. på side 49, hvor Mirian Due skriver, at der på læber er ”diamanter af spyt".
Mirian Due
Moderskab og Moder Jord er søjlerne i Mirian Dues økopoesi, der er gennemstrømmet af rolig tyngde og et både ligefremt og symbolladet sprog. Den nænsomme og nynnende skrivestil er blevet sammenlign...
Læs hele forfatterportrættet
