Mirian Due

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
april 2026

Hovedforfatter

Anna Møller
cand.mag., juli 2023

Moderskab og Moder Jord er søjlerne i Mirian Dues økopoesi, der er gennemstrømmet af rolig tyngde og et både ligefremt og symbolladet sprog. Den nænsomme og nynnende skrivestil er blevet sammenlignet med at blive kærtegnet over kinden, og altid arbejder digtene sig ud over digterjeget selv i et forsøg på at nå noget større. Mirian Due har været flittig gæst i de litterære tidsskrifter siden 2003, hun har skrevet sang og salmetekster, og i 2022 udgav hun digtsamlingen ”Inden vi går ind i livet på jorden”. Så blidt kan forbindelsen reetableres – både til kloden, naturen, barnet og kroppen.

Baggrund

Mirian Due blev født 9. september 1982 i Ølgod, Sydvestjylland, og hun voksede op med sine to brødre på forældrenes gård. Faren var uddannet landmand og havde overtaget gården fra sin egen far, og Mirian Dues mor stod for at holde huset. Begge var de en del af et luthersk missionshus og kirke i lokalområdet, og moren var korleder der. Miljøet omkring det vestjyske missionshus har Mirian Due beskrevet som ”(…) konservativt, inderligt og bogstavtro” [1], og selvom forfatteren stadig er troende, har hun siden teenageårene bevæget sig i en mere frisindet retning. Mirian Due gik på kostgymnasium i Ringkøbing, hvor hun mødte flere af de musikere, hun sidenhen har arbejdet sammen med, og fra 2003 til 2010 gik hun på universitetet først i Aarhus og derefter i København, hvor hun læste dansk sprog og litteratur, og ved siden af skrev hun journalistisk for bl.a. Kristeligt Dagblad.

Foto: Lærke Posselt

Født
9. september 1982, Ølgod.
Uddannelse
Dansk, Københavns Universitet, 2010. Forfatterskolen, 2015.
Debut
Telter i randen af et mørkt øje, sover i knitrende sengetøj. AFV Press, 2017.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste danske udgivelse
Et menneske som Eva. Kronstork, 2026. Noveller.
Inspiration
Marie Bregendahl, Tarjei Vesaas, Edith Södergran, Ole Sarvig, Tua Forsström, Ann Jäderlund og salmedigtning såsom Brorson og Lina Sandell.

”I et øjeblik
forveksler jeg min
hånd med min mors
og husker
at alt dette
sker midt i en bevægelse
hvor hænder lægges oven på hænder
og min hånd allerede ligger
oven på
andre
som min søn
der trækker
sin hånd ud under
bunken af hænder
og lægger den ovenpå
hurtigere og hurtigere
indtil hænderne slår mod
hinanden og bordet
under højlydte hvin”

”Inden vi går ind i livet på jorden”, s. 34.

Efter universitetsstudierne var Mirian Due på skrivekursus på Testrup Højskole, hvor hun havde Mette Moestrup som underviser, og samme forfatter underviste hende senere – sammen med Helena Eriksson – på det internationale Göteborg-skrivekursus Litterär Gestaltning i 2012. Året efter begyndte hun på Forfatterskolen i København. Mirian Due debuterede med fire trykte prosadigte i tidsskriftet ”Hvedekorn” i 2003 og har siden udgivet digte i forskellige danske og nordiske tidsskrifter og aviser – deriblandt ”Victor B. Andersens Maskinfabrik”, ”Sorg og samfund”, ”Poppel”, det litterære nyhedsbrev ”Hvermandag” og nyhedsbrevet ”Jordbo”. I 2017 udgav hun digthæftet ”Telter i randen af et mørkt øje, sover i knitrende sengetøj” på norske AFV Press, og undervejs har hun bidraget med salmer til Kirkesangbogen. Privat bor Mirian Due sammen med forfatter August Bovin Boberg på Sydfyn efter en årrække i København, og de har to børn.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Mirian Due – Juleoplæsning, Forfatterskolen 2013. Forfatterskolen, 2014-01-08.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Temaet for Mirian Dues digte er ofte natur, længsel og moderskab. Flere af hendes digte ligner små religiøse chants, bønner eller omkvæd, som her på s. 10 i ”Vågent”: ”lad din ånde sive ud, træk luft ind/ havet trækkes ud, havet trækkes ind/ ved månens kraft, ved lungernes kraft/ går jeg i et/ med denne bevægelse/ forlader fortider”. Andre ligner mere prosadigte, men fælles er en meditativ tone fra et betragtende digterjeg, der befinder sig i en hverdag med en stræben opefter. Digterjeget i ”Vågent” ser f.eks. fuglene lette og sætte sig, og hun betragter, hvordan lyset skifter mellem vandet og sandklitterne. Der er en tydelig åndelighed til stede i digtningen og flere referencer til bl.a. salmedigteren Brorson og specifikke Bibeltekster. Selv mener Mirian Due, at Bibelteksterne om Jomfru Maria-figuren kan læses som en del af moderskabslitteraturen, og at der er meget i Lukasevangeliet, der handler om graviditet og fødsel, vel og mærke med et fokus på kvinden, der føder, og ikke kun på barnet, der bliver født.

Naturen har været en tematisk medspiller i Mirian Dues forfatterskab lige siden dets begyndelse. I digtet ”Korn” fra onlinetidsskriftet Slagtryk fra 2011 står der således: ”Og jeg så ham gå gennem kornet med hånden glidende hen over det. Og jeg så ham gå gennem kornet med hånden glidende hen over det som talte han det. Og jeg fumlede med snørebåndene, trådte hælen ned i den venstre sko og snublede på vej ud over gårdspladsen mens han bevægede sig længere væk gennem den gule pels.” De gentagende beskrivelser af en mand, der går gennem en kornmark, og et digterjeg, der følger efter, rummer samme fortættede stemning som de senere naturdigte.

De socialpolitiske dimensioner, som findes som små stikpiller af frygt undervejs i ”Inden vi går ind i livet på jorden”, findes også i digte fra antologien OEHL #1 (2014), der er tilegnet en mand, der engang stak af fra den lukkede psykiatriske afdeling. I et indledende digt betragtes han med en række gentagelser af ordet ’se’, mens han går rundt i en (institutions-)have og planter had, og de tre digte rundes af med et ”P.S”, hvor institutioner inden for sundhedssektoren med et opgivende ”bare drop det” opfordres til ikke at have grønne områder.

Beslægtede forfatterskaber

Mirian Dues digtsamlinger skriver sig ind i den nyere bølge af moderskabslitteratur, der især blev sat i gang med romanen ”Mit arbejde” (2020) af Olga Ravn og langdigtet ”Mit barn” (2019) af Cecilie Lind. Også forfattere som Dy Plambeck, Hanne Højgaard Viemose og Maja Lucas udgav moderskabslitteratur omkring 2020, og strømningen har rødder i 1970’erne, hvor især Dea Trier Mørchs barselsroman ”Vinterbørn” (1976) og de dertilhørende linoleumstryk var meget populære. ”Vinterbørn” blev genudgivet i 2016. Om nuanceringen mellem 1970’ernes feministiske moderskabslitteratur og nutidens bøger om forældreskab har Mirian Due udtalt: ”Der har været en tid, hvor det største behov for kvinderne var at sige: ’Vi skal ikke gemmes væk, vi kan godt gå på arbejde og være mødre samtidig (…). Men nu er der måske plads til at nuancere de udsagn og sige: ’Det er rigtigt – men der er også perioder, hvor man som menneske kan være sårbar.’” [1].

I sin økopoetiske tone, hvor blomster, fugle og landskaber fylder lige så meget som moderskabet og ”at have ynglet og overlevet”, som Mirian Due skriver på s. 29 i ”Vågent”, ligner Mirian Due en digter som Shëkufe Heiberg. Hun har udgivet bøger som ”Æg” (2017) og ”Nødder” (2022) og beskæftiger sig især med natur og moderskab i sine digte, og begge forfattere omtaler ofte månen i deres digtning som en reference til kvindens månedlige cyklus og månens tiltrækningskraft og indflydelse på naturen.

Temaerne natur og forældreskab deler de to digtere med Rasmus Nikolajsen, der især i digtsamlingerne ”Tilbage til unaturen” (2016), ”Hvad skal vi med al den skønhed?” (2018) og ”Barnevognshaiku” (2020) samt familieversfortællingen ”Måske sjælen” (2022) arbejder med en sensitiv refleksion over naturens skønhed og det at sætte børn i verden.

Endelig deler Mirian Due sin rolige tone og sproglige langsommelighed med en digter som Søren Ulrik Thomsen, der som Mirian Due ofte inkorporerer åndelige og kristne aspekter i sine digte, særligt i hans nyere digtsamlinger.