”Det hus, man boede i før i tiden og bragte sin brud hjem til, og hvor man lærte ungerne at køre på cykel i indkørslen, hvor ens gamle mor flyttede ind, da far var død, og derefter selv døde, (…) – det hus ligger nu kun to huse væk fra det sted, hvor man bor for øjeblikket (men ville ønske at man ikke boede), selv om man sådan set ikke tænker ret meget på, at man har boet der, før man en dag beslutter at se nærmere efter.”
”Kald mig Frank”, s. 89.
I ”Den ny normal” besøger Frank sin eks-kone Ann, der er ramt af Parkinsons og derfor bor på plejehjem. Frank skal give hende en speciel hovedpude, og i ”Andres dødsfald”, bogens sidste fortælling, har en gammel bekendt af Frank bedt ham om et sidste besøg. De fire møder ripper op i fortiden og vækker Franks følelse af livets vilkårlighed, og således kommer fortiden med kriser, forlist kærlighed, tab, gæld og utroskab til at løbe side om side med nutidens hændelser og tanker om ægteskab, tro, race, økonomi og død.
De fire jeg-fortællinger er både registreringer, handlinger og erindringer, hvor nutid og fortid uproblematisk forenes, og således mimer Fords fortællestil tankens væsen. Sproget er nøgternt og præcist, og Bascombes holdninger til dette og hint skrives frem med lige dele ironi og melankoli. Som i Fords tidligere værker spiller omgivelserne en stor rolle. Ford gengiver steder, så man både kan se, høre og lugte dem. I ”Kald mig Frank” skriver han, så orkanens ødelæggelser, plejehjem og forstadsliv står knivskarpt og skræmmende for ens indre blik.
Samtidig inddrager han virkeligheden – både i form af virkelige hændelser, beskrivelser af boligmarkedet og benzintanke – så fortællingerne også giver et godt indblik i et tidstypisk USA. Og så er huse aldrig bare huse for den pensionerede ejendomsmægler – de er lommer af tid og udtryk for en moderne rastløshed. ”Kald mig Frank” er et kærligt portræt af en ældre mand, som forfatteren har kendt i mange år, og en realistisk amerikansk samtidsskildring.
Richard Ford
Richard Ford debuterede med romanen ”A Piece of My Heart” i 1976, men først med romanen ”Sportsjournalisten” fra 1986 fik han sit gennembrud. Romanen introducerer hovedpersonen Frank Bascombe, der ...
Læs hele forfatterportrættet