”Barnet må selv gøre en indsats for at falde i søvn. Hun spørger, hvad barnet plejer at gøre. Jeg forsøger at forestille mig ingenting, siger barnet og lukker øjnene.”
”Køkkenet, gravkammeret & landskabet”, i ”Trilogien. Køkkenet, gravkammeret & landskabet, Det skjulte, Udsigten”, s. 35.
Sorg og opløsning er hovedtemaer i værket. I modsætning til faderen formår Marlon at udfylde sorgen og tomheden med en form for poetisk logik, men derudover fremstår karaktererne sært flade: læseren får intet at vide om deres baggrunde og fortid, ligesom handlinger og reaktioner står uforklaret og uden, at de psykologiske motiver bliver beskrevet. På den vis bliver handlingen det determinerende og selve drivkraften både i romanen og for figurerne. Alligevel er man som læser ikke i tvivl om faderens dybe og uforløste sorg, der driver ham i døden, selvom den ikke skildres indefra, men blot via registreringer, som når han “skriver sine yndlingsnavne over håndklæderne: Elizabeth Elizabeth Marlon Marlon” (s. 42).
Bogen består af 40 allegorier med nærmest digterisk form, der tilsammen udgør en punktroman. Hvert tekststykke udgør en ultrakort scene, som et filmklip, og der er ingen forklarende mellemled mellem de enkelte scener. Overskrifterne er repetitive og nøgternt registrerende angivelser af, hvor vi befinder os i det hus, hvor historien udspiller sig, og tiden bliver sat i stå og klippet i småstykker i form af de enkelte scener. Det episke forløb er sat i stå eller til side, om man vil, hvilket både bliver en understregning af sorgens tilstand – dette uudholdelige vakuum –, og af Hesselholdts fragmentariske minimalisme i værket.
Christina Hesselholdt
Christina Hesselholdt skriver i et sart sansende og poetisk sprog, der ofte er krydret med en forførende fandenivoldskhed, en legende flertydig humor og karakterer, der står delvist kuldsejlet i ti...
Læs hele forfatterportrættet
