”Mod nord har man rensdyr, og i Grusien presser man vin. Her har vi de nordlige tundraer og uendelige skove. Mod syd de vide stepper, mod sydøst sandørkener, og i Kaukasus troner vældige bjerge med bjergpas imellem. (…) Krims kyster og Hvideruslands moser. Russerdans i bastsko langs Volga, tjetjenernes hujende kædeleg, jakuternes shamantrommer, tjuktjiernes, ainuernes, samojedernes og korjakkernes rensdyr, kalmukkernes får, kasakhernes sabler, skinke fra Tambov, sterletter fra Volga og æbler fra Rjazan.”
”Kupé nr. 6”, s. 135.
Ud fra deres historier og blikket ud ad vinduet fremskrives i en konkret prosa et slidt, fattigt og korrupt Sovjetunionen: 19-etagers ejendomme, forladte fabrikker og en smadret natur.
I byerne er der lange køer til madbutikker, og vodkaen fås kun uautoriseret. Landskabet er ensartet, men ændrer sig i takt med lyset, som der står (s. 47), og ved at bruge de samme vendinger gennem romanen efterligner den vinterrejsens entonale ensformighed, der ender i et piblende forår i det farverige Mongoliet. Generelt er naturen personificeret, og den til tider lidt kæphøje fortæller laver tossede sammenligninger (en kvinde ”var på størrelse med en bladkiosk”, s. 104) og har en ironisk distance til et sløjt hotelbadeværelse med ”forfriskende koldt vand ud af begge haner” (s. 169).
Som Rosa Liksom fortæller, repræsenterer den tavse kvinde Finland og den snakkende mand Rusland: »Jeg ville give et billede af Ruslands historie via Vadim, og derfor fandt jeg på at blande russiske klassikere ind i hans talestrøm. Vadim har været i tvangsarbejdslejr, han er en almindelig kriminel, en morder, der har myrdet sin kæreste, han er ikke dissident. Men i Rusland havde også kriminelle stor viden om litteratur, for i lejrene var der dissidenter og poeter og intellektuelle, og det betød, at også de almindelige kriminelle fik intellektuelle kundskaber.« (Karen Syberg: ’Alle er både gode og onde’. Information, 2013-08-26).
Rosa Liksom
Finlandssvenske Rosa Liksom skriver med den laplandske natur som nerve i sine historiemættede og menneskekloge værker. Fra forfatterskabets første og lidt dystre fortællinger til den filmatiserede ...
Læs hele forfatterportrættet