”jeg ville ønske
jeg var en af de kvinder
der køber blomsterbuketter til sig selv
og går til hot yoga
en af de kvinder der engang imellem udbryder
hov, jeg har helt glemt at spise i dag (…)”
”Langt væk og lige om hjørnet”, s. 53.
Digterjeget vender tilbage til Damaskus og til de slægtninge, der stadig findes omkring flygtningebyen Mukhayyam al-Yarmouk – en by, der senere bliver ødelagt under borgerkrigen i Syrien – men efterhånden skifter digtene scene til København, der kaldes ”byen der har adopteret mig”, og henimod slutningen af bogen toner en skilsmisse fra fortiden frem.
”Langt væk og lige om hjørnet” er skrevet i et mundret sprog og rummer overvejelser undervejs, der peger på sproget selv. Udtryk fra den arabiske kultur hyldes for deres dramatik, og Sara Rahmeh understreger vigtigheden af, hvordan vi taler om hinanden og til hinanden. Det ukunstlede sprog understreger Sara Rahmehs forbindelse til spoken word-scenen, hvor hun i mange år var aktiv som impro-digter, og digtene i ”Langt væk og lige om hjørnet” rummer utallige skarpe sætninger, der næsten minder om en stand-up-komikers oneliners om f.eks. hipsters, der demonstrerer på et gadehjørne og vil redde verden med hashtags, og sætninger som ”selv røvhuller fortjener poesi” og ”der er et særligt sted i helvede/ for folk der fucker med kommaer” (begge på s. 36). Tonen svinger mellem det morsomme, følsomme og det vrede, og især henimod slutningen af digtsamlingen er der desuden en tung, trist tvivlen i de københavnske afsnit, mens en tilbagevenden til Damaskus beskrives sanseligt og levende – som en historie, der skal til at begynde.
Sara Rahmeh
Sara Rahmehs digte og fortællinger er mildest talt veloplagte. Hun har humor, energi og sanselighed i sine mundrette beskrivelser af mennesker og miljøer, og samtidig fortæller Sara Rahmeh med et o...
Læs hele forfatterportrættet
