”Hør på mig, skreg Hans, vi fire har stået alle disse lidelser igennem sammen som de allerbedste kammerater. Jeg synes ikke, vi må miste hinanden igen. Vi må stå Last og brast igennem livet trods vores forskelligheder. Matthias lo vennesælt, og Malte mente, at Gud ville synes om tanken. Kun Rasmus skulede lidt og holdt sin mund. Så blander vi blod og trykker hånd, hylede Matthias og måtte gribe for sig, da orlogsskibets ene side svajede faretruende. Han tog sin lille dolk, skar sig i tommelfingeren og rakte kniven videre til Hans.”
Hanne Reintoft: “Last og brast”, side 8.
De fire venners verdenssyn og daglige problemer er derfor vidt forskellige. Mens Rasmus slider i hoverimarken med sin kone Gjeske og deres børn og er optaget af bøndernes kår og af kampen mod det nyindførte stavnsbånd, er Matthias opslugt af oplysningstidens litteratur især fra Frankrig, som han får trykt på dansk. Malte har nok at gøre som sjælesørger og enlig forsørger til tre piger, og Hans kæmper for at hemmeligholde, at han har gjort en jødisk tjenestepige fra de usleste kår gravid. Hvis det bliver afsløret, risikerer han nemlig at miste både sin anseelse og sin position. Det er især svært for Hans at sætte sig ind i Rasmus’ trængsler, og hans arrogante syn på de lavere socialklasser kommer til udtryk i hans usympatiske og kyniske behandling af den jødiske tjenestepige.
Forholdet mellem Rasmus og Hans afspejler bogens vigtigste tema, som er overklassens udbytning og undertrykkelse af de lavere sociale klasser fra tjenestefolk til bønder. Det tema får et internationalt perspektiv, da Maltes søn rejser af sted til den danske koloni Sankt Croix for at omvende slaverne til kristendommen. Malte rejser derned for at besøge ham, og her ser han, hvor brutalt og umenneskeligt den hvide overklasse behandler slaverne. Han skriver om det i sine dagbøger, som Matthias senere trykker. Men det vækker hverken interesse eller harme i den danske befolkning. Fortællingens syn på begivenhederne præges dog af et håb om, at alle mennesker en dag bliver lige og frie.
Hanne Reintoft
Hanne Reintofts skønlitterære forfatterskab tager læserne med på en rejse gennem Danmarkshistorien fra middelalderen og frem til år 1900. Fortællingerne skildrer store og afgørende skift i Danmark ...
Læs hele forfatterportrættet