”Hos mine jyske familiemedlemmer oplevede jeg tressernes fattigdom, blandt andet ude på det faldefærdige husmandssted, som Misses søster, Bolette, og hendes mand, Christian, ejede. Han havde ry for at være en elendig landmand, og hun havde ry for at være en sjuske. Støvet lå synligt på stadsstuens skænk, fluepapirernes massegrave blev sjældent skiftet, lokummet stank.”
”Lillys Danmarkshistorie”, s. 139.
Et eksempel på den måde, Fris Laneth lader den lille historie afspejle den store, er skildringen af 1920’ernes syn på enlige mødre gennem fortællingen om farmor Gudrun: ”Gudrun opfyldte begge datidens kriterier for amoralsk adfærd. Dels fik hun to uægte børn, dels levede hun på et tidspunkt i tyverne 'på polsk', som hun kaldte papirløse ægteskaber, med en skrædder.” (s. 184).
Et andet er beskrivelsen af 1960’ernes økonomiske vækst, eksemplificeret ved forfatterens egne forældre: ”Velstanden satte sig også på Kurt og Lillys hofter. De købte kondicykel og romaskine, der kunne klappes sammen og bo under sengen, vægte og styrketræningssæt for at komme fedtet til livs.” (s. 433).
Pia Fris Laneth præsenterer med sin bog en ny slags historieskrivning, der kombinerer faktuel viden og en levende, humoristisk skildring af menneskeskæbner med fin psykologisk indsigt. Der er især fokus på kvinders ændrede livsbetingelser og ”en stor portion loyalitet mod egen underklassebaggrund i bogen, samtidig med at forfatteren ikke forfalder til kolonihaveforskønnelse af druk, tæv, uvidenhed og rodede relationer […] Det er 'Krøniken' uden vaseline på linsen.” (Marie Tetzlaff: Pias danmarkshistorie. Politiken, 2006-11-10). Bogen er illustreret med bl.a. private fotografier og reklamebilleder. Pia Fris Laneth blev nomineret til Læsernes bogpris 2007 for ”Lillys Danmarkshistorie”.
Pia Fris Laneth
I bestselleren ”Lillys Danmarkshistorie” fra 2006 skildrer Pia Fris Laneth 150 års Danmarkshistorie ved at dykke ned i sin egen familiekrønike. De nære, konkrete historier om familiens kvindeskæbne...
Læs hele forfatterportrættet