”solen
gået ned. Ned over sandbankerne. Som står gyldne og buer i horisonten. Arktis er levende
står sejlende foran spejlet
ser sig an
inde i huset
sin lille penis
som fortsætter
meget lille
en tynd tot vådt hår
som af gode grunde ikke hænger
tungt ned ad benet
Fejs er levende. Tøjet har Fejs tabt. Det tog
vinden
flyvende bomuld over sandbankerne i mange farver. Fejs er slap i kødet. Musklernes
stenmasse. Sit gamle kød. Fejs har magt.”
”månen atlas over sandparken avenue”, s. 20-21.
Bogen er 100 sider lang og består af syv dele. De hedder: atlas, idioterne i sandparken avenue, så er der to unavngivne stykker, fjer bider, månen, antihaven.
Det starter med vold, den første sætning er kort og godt: ”De slår.” (s. 6). Det er et voldsomt univers og nogle voldsramte kroppe: ”Kan ikke se mening med berøring. Har ikke det bæredygtige kød der skal til. I kødet vælter knoglerne. Siger det i sang. Har nu siddet i et hul uden vinduer i sejlende fedt.” (s. 6). Det er et sort, sort univers, der bliver optegnet. ”Jeg spurgte: Liv? Nej men død i bevægelse.” (s. 10). Men der er også sort humor, et pessimistisk grin, når der står: ”Jeg afskyer luften.” (s. 12). Den slags afsindige påstande kan man næsten kun klassificere som en vittighed. Det må være sagt medvidende om afmægtigheden i udsagnet, på trods af håbløsheden i det. Det er fra håbløsheden, grinet kommer.
I anden del ”idioterne i sandparken avenue” finder vi en mere luftig skrift end den tunge, bastante skrift, ”atlas” består af. Karakteren Fejs står og ser sig i spejlet: ”ser sig an/ inde i huset/ sin lille penis/ som fortsætter/ meget lille/ i en tynd tot vådt hår” (s. 20). Ørkenen, sandparken avenue, er befolket af en masse sære karakterer, udover Fejs er der Normm, Fliis, Arktis, Fløj, Dorte og Lotte, de har seksuelle og underlige interaktioner med hinanden. Ørkenlandskabet er brutalt og vinder indpas på dem: ”Vinden æder af det/ Dorte vil sige.” (s. 27).
Vi møder i flere afsnit karakteren Fjer, som strejfer rundt i sandregn og i skoven. Det er svært at vide, hvad for et væsen Fjer er. En hund, en abe, et menneske? Fjer ved det heller ikke selv, men: ”Fjer havde figuren Aben/ i sig”.
I skoven har Fjer slået sig ned og lever alene og forsigtigt: ”trækker vejret/ bevares!// gør ingen fortræd/ bevares!” (s. 54). Der hjemsøges Fjer dog af tekstens jeg, som overvåger og tirrer Fjer, så Fjer bider og bliver ved, så Fjers appetit vækkes og vil have mere.
”månen atlas over sandparken avenue” er en meget komponeret bog, der stiger og falder i intensitet på en meget musikalsk måde. Det kommer også til udtryk i tekstens opsætning, som skifter mellem helt lille skrift og meget stor. Bogen er formgivet af den danske billedkunstner Lea Porsager.
Glenn Christian
Glenn Christian har udgivet fjorten bøger, og har i den bevægelse, man må læse forfatterskabet som, bevæget sig længere og længere ud på et sprogligt overdrev. Han skriver vilde, syrede landskaber ...
Læs hele forfatterportrættet
