”Det er mørk nat. Mille skal sove. Men dukke Dora er bange. Jeg kan ikke lide natten, klynker dukken. Om natten bliver alting anderledes, synes Dora. Der er så mærkeligt stille …”
”Mille, midt om natten” i ”Alfons Åberg og hans venner”, s. 94.
I ”Milla mitt-i-natten” fra 1991 (”Mille, midt om natten”, 1991) møder vi veninden Mille, der ligesom Alfons også har en hemmelig ven ikke ulig Svipper, nemlig Filuren. Mille ligger om natten og kan ikke sove, men det er nu ikke, fordi hun selv er bange. Snarere er det dukken Dora ved hendes side, der er rædselsslagen for alt det mørke og mærkelige udenfor. ”Om natten ser værelset så fremmed ud. Se! Stolen ligner … uhuuu … en mærkelig, farlig kæmpe-fugl! Tænk, hvis det er???!! Hvis det er virkeligt!” (”Mille, midt om natten” i ”Alfons Åberg og hans venner”, s. 104).
Forestillingen om, at noget pludselig kan synes ikke-genkendeligt og dermed uhyggeligt, kaldte den østrigske psykoanalytiker Sigmund Freud (1856-1939) for Das Unheimliche, der kan oversættes til ’det uhyggelige’ eller ’det uhjemlige’. Netop mørket kan rent visuelt ændre noget, som både dukke Dora og Mille ellers kender fra deres hverdag, til noget ganske andet og mere mystisk, og med barnets vildtlevende fantasi kan alt i børneværelset pludselig synes afvigende. Heldigvis afkræfter og afdækker Filuren alle dukke Doras vrangforestillinger, og da Mille selv kommer til at tænke på sin dagligdag med en drillesyg pige, så falder roen snart på.
Gunilla Bergströms fokus på svære psykologiske temaer som angst, selvværd og ensomhed er typisk for hendes arbejde inden for børnelitteraturen, hvor enkle situationer fra hverdagen fungerer som afsæt for bearbejdning af større emner. Også i ”Mille, midt om natten” forenes realisme og fantasi uden problemer, ligesom illustrationerne kombinerer Gunilla Bergströms enkle tegnestil med udklip og collager af bl.a. byens vejnetværk om natten.
Gunilla Bergström
Alfons Åberg er hverken sød eller artig. Det svenske enebarn, som så mange kender, er snarere tænksomt, nysgerrigt, indadvendt og selvstændigt, og i over 40 år har Gunilla Bergströms bøger om den l...
Læs hele forfatterportrættet