Gunilla Bergström

Genrer og tematikker

Genrer og tematikker

Gennem de over 40 år, hvor Alfons-bøgerne er udkommet, har især psykologiske – og til dels filosofiske – spørgsmål løbet igennem den tænksomme drengs store runde hoved. Eksistensfilosofiske spørgsmål om, hvornår man egentlig er sit eget virkelige selv, præger eksempelvis ”Der går Tyve-Alfons”, hvor Alfons bag en regnvejrsrude føler, at han ”(…) ikke rigtig eksisterer. Når ingen andre han se, at han er præcis den gamle Alfons … tja, så er han måske let ikke den rigtige Alfons mere?” (”Der går Tyve-Alfons” i ” Alfons Åberg og hans venner”, s. 78). Med ganske enkle midler, også visuelt set, indkredser Gunilla Bergström universelle psykologiske dilemmaer og indarbejder dem i en for børn at se genkendelig hverdagsramme. For hvad vil det egentlig sige at være menneske?

Gunnel Enby, der er tidligere kulturjournalist og har været ansvarlig for børnekulturen ved Göteborgs-Posten, siger om Alfons Åberg, at bøgerne ”(…) handler om noget, der er fælles for alle mennesker: At erobre sine kompetencer som menneske - de sociale og psykologiske. Hvor vi end er i verden, skal vi lære de praktiske ting. Vi har alle ældre kusiner, fætre eller søskende; vi kender alle følelsen af at være udenfor, fordi vi er (…) den mindste, og følelsen af misundelse, jalousi og angsten for at blive stor. Alt det har de gamle folkeeventyr handlet om. Og Alfons Åberg fortæller de historier igen.” [1]Malin SchmidtHverken værre eller bedreInformation, 2006-08-19.. Samtidig er de naivt tegnede og collageprægede billedbøger stort set renset for moral. Den sproglige stil er konstaterende og præget af hovedsætninger i nutid – og indeholder ofte den gennemgående og letgenkendelige frase ’jeg skal bare lige…’.

En af de senere Alfons-bøger hedder ”Alfons og Hamdis soldaterfar” (2006), og om den har Gunilla Bergström udtalt: ”Det forpligter at have så stor en læserskare (…). Jeg har et ansvar. Jeg må kunne forsvare det, jeg fortæller, og det har jeg måske især i de senere år været meget opmærksom på. Derfor skrev jeg også bogen om krig, Alfons og Hamdis soldaterfar. Børn ser så meget krig, og derfor skylder vi også at forklare dem, hvad det er. Hvis de spørger.” [2]Anita Brask RasmussenHvad vil det sige at være menneske, Alfons Åberg?Information, 2011-05-27..

I ”Alfons og Hamdis soldaterfar” vil de to drenge gerne have Hamdis far til at fortælle om sine oplevelser med krig, men det er svært for ham: ”Du må forstå, at krig er så sørgeligt, så det ikke er til at fortælle om. Det er ikke som på film, hvor de gode vinder til sidst. Mest er det kaos. Hvem er ven? Og fjende? Et værre rod. Det eneste sikre er: Der findes nogle, der bygger op, og nogle, som bomber ned. To slags. De findes altid. Også blandt fjenden! Mere er der ikke at sige. Krig er ikke til at fortælle om.” (”Alfons og Hamdis soldaterfar”, s. 16).

Gunilla Bergströms temaer udspringer fra det, der foregår omkring børn. Både det lykkelige og det ulykkelige, det svære og detaljerne.

Beslægtede forfatterskaber

Da reformpædagogikken i 1930’erne og 1940’erne begyndte at vinde indpas i Nordens børnelitteratur, kom den særlige pædagogik til udtryk i stærke og selvstændige børneforbilleder som den svenske forfatter Astrid Lindgrens (1907-2002) Pippi Langstrømpe-figur. Reformpædagogik er en pædagogisk bevægelse, der fra starten af 1900-tallet arbejdede på at ændre pædagogik, så den i højere grad tog udgangspunkt i barnet selv og forholdt sig til livet omkring barnet og dets udvikling frem for en mere dogmatisk tilgang. Barnet skulle have indflydelse og medbestemmelse, og de forbilleder greb børnebogsforfattere som Astrid Lindgren og Gunilla Bergström i høj grad. Mere rebelsk og selvstændig end Pippi Langstrømpe bliver det formentlig næppe, og historierne om den på alle måder stærke, men moderløse, fritænker Pippi foregår i et mindre socialrealistisk univers end Alfons’, men kredser om meget af det samme. Astrid Lindgrens livtag med svære emner såsom døden i ”Brødrene Løvehjerte” (1973) ligner ligeledes Gunillas Bergströms tematik.

Endnu længere inde i fantasiens verden finder man den britiske forfatter A.A. Milnes (1882-1956) fortællinger om den godmodige, uskyldige og filosoferende Peter Plys, der er blevet læst og fortolket filosofisk af mange. Litteraturhistorikeren John Tyerman William argumenterer eksempelvis – lidt humoristisk – i ”Peter Plys og filosofferne” (1996) for, at al vestlig filosofi – fra de antikke græske filosoffer til de moderne eksistentialister i 1950’erne – bare er en optakt til filosofien hos Peter Plys.

På samme vis er Alfons Åberg blevet kaldt for fænomenolog; en betegnelse, der knytter sig til den filosofiske retning grundlagt af den tyske filosof Edmund Husserl (1859-1938). Ifølge Husserl er det filosofiens opgave – uden subjektive fordomme – at beskrive tingene, fænomenerne, som de viser sig for en. I en artikel fra Information skriver journalisten Anita Brask Rasmussen eksempelvis ”(…) Alfons Åberg har udviklet sig til lidt af en fænomenolog og undrer sig over de ting, som det for voksne kan være næsten skræmmende at tænke på. Som for eksempel i Hvor langt når Alfons? fra 2003, hvor far råber: »Er du der, Alfons?« »Det er lige det, Alfons spekulerer over. Er jeg her? Selvfølgelig! Det ser alle, der kender ham. Det er ham! Lille, rund og kort. Der er hans højre arm. Der er den venstre (med et æble). Hans ben og tæer og hans tynde hår. Her er hele hans krop fra top til tå. Et solidt hylster som kaldes Alfons (…)«” [2]Anita Brask RasmussenHvad vil det sige at være menneske, Alfons Åberg?Information, 2011-05-27..

Relaterede forfattere