”På et tidspunkt omkring midnat i det andet døgn var en af moderens leverandører kommet forbi. Han havde voldtaget Angie før han ringede efter en ambulance til hendes mor.”
”Mørk treenighed”, s. 210.
Vores hovedperson Will Trent er ordblind – et handicap, som Karin Slaughter selv har haft inde på livet. Hendes ene søster blev først som 30-årig diagnosticeret med ordblindhed og havde indtil da levet med prædikatet ”dum”. Samtidig lever den altid velklædte Will Trent med dybe ar, der både er synlige og usynlige og fordeler sig ligeligt på psyke og krop. Trent er opvokset på et børnehjem, hvor han mødte misbrugsofferet Angie Polaski, der senere bliver Will Trents kæreste og ansat i politiet.
Som i mange af Karin Slaughters romaner løber der et kritisk underspor af store dele af det reaktionære sydstatssamfund, hvor homofobi, incest og grotesk bibeltolkning florerer. Her lægger Slaughter sin sympati hos de udstødte og de uønskede, og portrættet af den tidligere morddømte John Shelley fortælles med en lige delt øm og uudholdelig brutal tone, der får Shelley til at fremstå som en mishandlet hundehvalp.
John Shelley blev fængslet som 17-årig og i fængslet gentagent misbrugt af sine medfanger, og han vil gøre alt for ikke at komme ind og sidde i fængslet igen. Den morddømte Shelley igangsætter sideløbende med politiet sin egen undersøgelse af de bestialske mord, og de hårde, socialrealistiske spor med John Shelley og Angie Polaski som hovedfortællere er brutale og ender med at printe sig lige så stærkt ind på nethinden som romanens egentlige mord.
Karin Slaughter
Sydstatsforfatteren Karin Slaughter slagter gerne ofre i sine bestialske thrillers, og i slagtningen afdækkes menneskets skyggesider og de hemmeligheder, der præger os og som lader det indre mørke ...
Læs hele forfatterportrættet