”Da jeg var barn, talte min far ikke om det, alligevel kunne jeg mærke, at der var et eller andet galt, når han havde lagt røret på efter at have sagt auf Wiedersehen til Oma. Min far svarede ikke, hvis jeg spurgte ham om noget, han sad bare og så.”
“Apropos Opa”, s. 126.
Fortællerens liv er gået i stå. Hun læste litteratur på universitet, men fik angstanfald og droppede ud. Hun trak sig mere og mere tilbage fra verden og arbejder nu hos en urmager på Hovedbanegården.
Hendes liv, og hele fortællingen, sættes i gang, da hendes tyske fætter møder op i butikken. Han konfronterer hende med farfarens forbrydelser, som hendes far altid har fortiet. Han inviterer hende til åbningen af sin kunstudstilling i København, for at se hans værk, der består i at sidde nøgen i et bur og vise sin benede krop frem. Værket udtrykker en konfronterende og ubehagelig form for ærlighed, der står i skarp kontrast til det tunge stiltiende hemmelighedskræmmeri, der kendetegner farens familie. Dette er samtidig et af bogens hovedmotiver: den vanskelige konfrontation med fortidens synder.
Romanen tilbyder ikke bare en forståelse af farfarens indestængte tungsind, men også store dele af Tysklands traume efter krigen. Gennem bedstefarens historie italesætter romanen den skam og rådvildhed, der opstår når et samfunds ideologi falder fra hinanden, og det der blev hyldet den ene dag, bliver indbegrebet af ondskab den næste.
Den omvæltning af ideologier og identitet er så voldsom, at den kun kan overkommes med stilhed. Butschkow viser, hvordan denne stilhed forplanter sig til efterfølgende generationer, der reagerer mod forældrenes indestængte skam, for eksempel med hippieideologiens ansvarsløse relationer, som man ser det hos faren.
Bogen ender med, at fortælleren får evnen til at åbne sig op for andre mennesker og stilheden omkring farfarens forbrydelser brydes. Forløsningen sker ved farfarens død, hvor fortælleren og hendes far nærmer sig en forståelse – og måske tilgivelse – af farfaren.
Julia Butschkow
Julia Butschkow har en særlig sans for fortidens synder og hvordan de forplanter sig gennem generationer. Siden hun debuterede som 21 årig, har hendes komprimerede romaner og dystre digtsamlinger l...
Læs hele forfatterportrættet