Julia Butschkow

Genrer og tematikker

“Butschkow!” bliver der råbt på den anden side af toiletdøren, mens farfaren i “Apropos Opa” flygter fra sit fangenskab. Dette sted har været diskuteret meget, siden bogen udkom. At bedstefaren i romanen hedder det samme som forfatteren, har både forvirret og forundret bogens publikum. Butschkow gradbøjer vores forventninger til romangenren ved så eksplicit at inddrage sin egen families historie og slører dermed grænserne mellem selvbiografi og roman. Det litterære greb ses oftere i de seneste års litteratur. Litteraturforskeren Poul Behrendt kalder denne sløring af afsenderforholdene for en dobbeltkontrakt. Allerede inden en bog bliver læst, har forfatteren og læseren indgået en kontrakt om hvilken type tekst der læses, for eksempel gennem en genreangivelse på bogens forside.

Bøger som “Apropos Opa” laver derimod en dobbeltkontrakt, der både siger, at teksten er biografisk og fiktiv. Det udfordrer vores vurderingsevner og læseren må tænke sig ekstra godt om, i stedet for blot at tage det man læser for gode varer. Man anspores til i højere grad at tage den virkelighed og kontekst, som bogen er skrevet i, ind i sine betragtninger. Poul Behrendt mener, at tendensen er opstået, fordi publikum og medier konsekvent læser forfatterens eget liv ind i teksten – om forfatteren vil det eller ej. For tiden benytter mange forfattere sig af dobbeltkontrakter. Forskellen på Butschkow og mange andre forfattere er, at mange bruger det som en konsekvent del af deres værkpraksis, mens Butschkow har benyttet grebet for at skrive en historie, som både har selvbiografiske og fiktive elementer. Det er altså typen af historie som vælger grebet, frem for grebet der vælger historien, hos Butschkow.

Ser man på den senere del af Butschkows forfatterskab, finder man en række gennemgående temaer. Et tema, der er særlig tydeligt, er hvordan fortiden forplanter sig gennem generationer og ind i nutiden. I “Apropos Opa” er det den skelsættende begivenhed fra Anden Verdenskrig, hvor farfaren konfronteres med sine forbrydelser, der er omdrejningspunktet. Skammen, der fører til stilhed og menneskefjendskab, forplanter sig til sønnen. Han reagerer på farens distance med ansvarsløshed, som udelukker ham fra at danne bindende relationer til andre – på samme måde som sin egen far. Ansvaret lægges i stedet over på datteren, som af frygt for ikke at kunne leve op til ansvaret, udelukker mennesker fra sit liv, får angstanfald og konstant forsøger at opretholde en perfektionistisk facade med make-up og fortielser om sit stagnerede liv. I “Lunatia” er det farens skæbne, som barn af kz-myrdede jøder, der er udgangspunktet for den ulykkelige deroute, der munder ud i adoptivdatterens selvmordsforsøg.

Begge historier undersøger fortidens betydning for nutiden og dets rolle for, hvem vi er. “Apropos Opa” går imidlertid videre og viser, hvordan fortiden på afgørende vis spiller ind i vores relationer til hinanden.

Et andet centralt tema er stilheden. Stilheden kommer til udtryk både i “Lunatia” og “Apropos Opa”. Hvor stilheden i “Lunatia” kommer af frygten for farens selvmord (hvis overgrebene afsløres), kommer den af skam over fortidens synder i “Apropos Opa”. I begge tilfælde er det fortællingen, der bryder det besnærende tabu. I “Lunatia” skriver fortælleren et brev, mens det i “Apropos Opa” er når sandheden kommer frem, at fortælleren udvikler sig og gør det muligt, i en eller anden form, at tilgive farfaren. I begge tilfælde rummer fortællingen en forløsende kraft, der befrier hovedpersonerne fra fortidens lænker.

I novellesamlingen “Der er ingen bjerge i Danmark” er det som sagt en kredsen om det normale og det danske, der optager forfatteren. Men også et tema som ensomhed eller måske rettere fremmedgjorthed dukker op: Når individet igen og igen bekræfter, at ’det, jeg gør, er normalt – jeg er et normalt menneske’, opstår der en hvinende mislyd. Selvforståelsen bliver udfordret, når man begynder at betvivle sin egen adfærd. For at tage første novelle som eksempel, kan man sige, at det helt almindeligt at drikke grøn te. Det er helt almindeligt at lægge make-up. Det er helt almindeligt at tage til frisøren og får farvet det grå hår, der har samme farve, som den sofa, man ikke kan holde ud at se på. Men er det helt almindeligt at låse sin sofa inde? Det er det enkelte menneskes tanker, den eksistentielle ensomhed, der larmer.

Formmæssigt udfordrer Julie Butschkows værker genre, sprog og skrivestil. I “Apropos Opa” oplever man en af de største genremæssige sammenblandinger, mens “Lunatia” er en stilistisk øvelse i sætningsopbygning. Ud over at bryde grænsen mellem fiktion og selvbiografi lægger “Apropos Opa” sig i et spændingsfelt mellem den store episke fortælling i form af slægtsromanen, og en minimalistisk, komprimeret og opbrudt tekst. Fortællingen fordeler sig over tre generationer og et tidsspænd på over et halvt århundrede. Bogens 200 sider står i stærk kontrast til de tunge flerbindsværker, der ofte præger netop denne genre. Derudover er mange af siderne knap nok fyldt ud, og på nogen står kun et par linjer. Det er små koncentrater af en situation, der får lov at hænge i luften hos læseren. De lange beskrivelser af omgivelser og stemninger får læseren selv lov at fylde ud. Det ses tydeligt på historiens første side, hvor der kun står: “Opa er død. – Det var det, siger han. Min far ringer på min mobil.” (side 5).

Beslægtede forfatterskaber

Julia Butschkows forfatterskab kan knyttes an til en række andre bøger, afhængigt af om det er et tematisk blik man lægger på forfatterskabet, eller om man ser på hvilke inspirationskilder, der har haft indflydelse på forfatterskabet.

Tematisk lægger både “Lunatia” og “Apropos Opa” sig i en række af nyere værker, som behandler eftervirkningerne af Anden Verdenskrig. Her kan især nævnes Knud Romers “Den som blinker er bange for døden” (2006), som derudover også trækker på blandingen af fiktion og selvbiografi. Andre aktuelle eksempler på den blanding er Lone Aburas’ roman “Føtexsøen” (2009), Jens Blendstrups roman “Gud taler ud” (2004) og Lone Hørslevs “Jeg ved ikke om den slags tanker er normale” (2009), uden at værkerne i øvrigt deler tematikker.

Et af de vigtigste forfatterskaber for udviklingen af Julia Butschkows skrivestil, er, som hun selv har nævnt, den amerikanske forfatter Donald Batholme (1931-1989), der blev kendt for at skrive ekstremt korte fortællinger, der tager udgangspunkt i en enkelt hændelse, frem for længere sammenhængende historier. Dertil nævner hun også Virginia Wolfs (1882-1941) associative skriveteknik og James Joyce (1882-1941), hvis eksperimenterende roman “Ulysses’” (1922) sidste kapitel ikke har et eneste komma eller punktum, før punktummet som afslutter fortællingen. Den opbrudte fortællerteknik blev Butschkow inspireret til af den franske forfatter Natalie Sarraute (1900-1999), som var en hovedfigur i udviklingen af den genre, der af litteraturteoretikeren Alain Robbe-Grillet i hovedværket “På vej mod en ny roman”, fik betegnelsen ’Den nye roman’ (nouveau roman), der eksperimenterede med fortællingens plot og måde at opbygge karakterer på.

Relaterede forfattere