BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Karin Slaughter
Foto: Philippe Desmazes
*Seneste udgivelse

Karin Slaughter

Senest opdateret
  • Redaktionen
    september 2026
Hovedforfatter
  • Anna Møller
    cand.mag., 2013

Intro

Sydstatsforfatteren Karin Slaughter slagter gerne ofre i sine bestialske thrillers, og i slagtningen afdækkes menneskets skyggesider og de hemmeligheder, der præger os og som lader det indre mørke vokse uhæmmet. Hendes sprog er blodigt og hårdkogt, og hendes romaner er voldelige murstensthrillers, der er umulige at slippe og svære at glemme. Slaughters stærke portrætter af opdagere, landsbyer og storbyen tager de udstødtes og de uønskedes parti og leverer flerfacetterede karakterer, der ellers ofte er ofre for sydstaternes både blinde og fordømmende øje.

Baggrund

Den internationalt storsælgende thrillerforfatter Karin Slaughter er født 6. januar 1971 i den lille landsby Covington i det sydlige Georgia, og det mere end passende efternavn er overraskende nok et, hun er født med.

”Madrassen var tynd, og små stykker af blodplettet skumgummi stak ud under det slidte, sorte betræk. På madrassen lå små stumper af hud og kød og nogle af stykkerne var allerede begyndt at gå i forrådnelse. Maddiker myldrede rundt som små strømhvirvler.”

”Genesis”, s. 54-55.

Slaughter er opvokset under de såkaldte Atlanta Child Murders i 1979-1981, hvor mindst 28 afroamerikanske børn og voksne forsvandt. Nogle blev fundet myrdet, mens andre aldrig blev fundet. På trods af at forfatteren ikke passede til profilen af ofrene, så skræmte mordene både den på det tidspunkt 8-årige pige og ændrede hendes liv. Hun havde ikke længere lov til at lege de samme steder som før, og hun begyndte at blive interesseret i, hvordan forbrydelser kan ændre de direkte impliceredes liv, og hvordan voldens efterveer har indvirkning på de mennesker, der ikke er direkte påvirket af en forbrydelse.

Karin Slaughter
Foto: Philippe Desmazes
  • Født

    6. januar 1971.

  • Uddannelse

    Studerede i to år på universitetet Georgia State, men færdiggjorde ikke sin uddannelse.

  • Debut

    Blindsighted, 2001.

  • Litteraturpriser

    Nomineret til en Dagger Award, 2001.

  • Seneste udgivelse

    Det vi skjuler. HarperCollins, 2026. (The secrets we hide, 2026). Oversætter: Merete Rostrup Fleischer. (North Falls, 2).

  • Inspiration

    Kate Atkinson, Sarah Waters, Mo Hayder, Kathryn Harrison, Margaret Atwood og John Irving.

Efter at have studeret i få år på universitetet i Georgia stoppede Slaughter studierne og tog i stedet småjobs som bl.a. husmaler, skadedyrsbekæmper og ved et skiltefirma.

Karin Slaughter debuterede i 2001 med ”Blindsighted”, der udkom på dansk under titlen ”Mord for øje” (2002) og var den første i den såkaldte Grant County-serie. Karin Slaughter er især kendt for Grant County-serien med retsmedicineren og børnelægen Sara Linton og for Atlanta-serien med detektiven Will Trent som omdrejningspunkt. I romanen ”Genesis” (2011) mødes Trent og Linton, og de to serier smelter sammen.

Slaughters skrivestil er i sagens natur plotbaseret og yderst voldelig. Hun bruger dog ikke volden som underholdning eller tilfældige begivenheder, der skal lede handlingen på vej, men derimod som et greb til at skrælle de overfladiske lag af sine figurer af og derigennem afsløre en uforfalsket og rå menneskelighed.

Karin Slaughters salgssucceser verden over bunder ikke blot i hendes sammenskruede plotskrivning, men i de personkarakteristikker, der bærer hendes serier på vej. Sammen med beskrivelser af hhv. det lille samfund i Grant County-serien og den voldelige storby Atlanta i Will Trent-serien danner personportrætterne den stærkeste åre i det blodige forfatterskab.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Karin Slaughter ville have været urmager, hvis ikke hun var blevet thrillerforfatter, da hun elsker at få ting til at gå op. Det kan man i høj grad mærke på forfatterens tilgang til de komplicerede plot, hvor en detalje, der måske synes ubetydelig ved første øjekast, senere viser sig at være essentiel for forbrydelsens og opklaringens struktur. Sydstatsforfatterens thrillers må siges at være det, der på engelsk hedder ’page-turners’. Med andre ord bøger, man som læser sluger råt på trods af deres murstenstykkelse og op mod 500 sider.

Bøgerne er ofte meget voldelige og blodige, selvom der aldrig er tale om splatter-agtig vold og overdrevne beskrivelser. Snarere beskrives de maltrakterede ofre ofte minutiøst og nøgternt, men ikke uden at få det til at vende sig i læserens mave. Den svenske krimikollega Liza Marklund har karakteriseret forfatteren således: ”Karin Slaughters romaner er altid voldelige og dystre, dog aldrig på en forudsigelig måde. Jeg undrer mig ofte over, hvordan hun formår at manipulere mine reaktioner i så uventede retninger: For eksempel kan hendes mest attraktive karakterer være syndige pædofile, mens hendes effektive politibetjent kan være det største svin.” (Om Karin Slaughter. Hr. Ferdinands hjemmeside.)

Karin Slaughters blodige beskrivelser er ofte grusomt detaljerede, og man kan godt få opfattelsen af, at hendes ofre oftest er kvinder. Det betyder imidlertid ikke, at romanernes kvinder er svage eller undertrykte, snarere er Karin Slaughters kvindelige karakterer ofte multifacetterede, og en karakter som politikvinden Lena Adams i Grant County-serien taler eksempelvis lige så grimt eller grimmere end hendes mandlige medkarakterer.

Karin Slaughters karakterer er kendetegnet ved langt hen ad vejen at være beskadigede mennesker. De er personer med dystre og skamfulde fortider, hvor de selv har oplevet det at være offer for ondskab. Det har den effekt, at de med liv og sjæl går ind i eftersøgningen efter de bestialske mordere, der huserer i Slaughters univers. Som læser fanges man af empati med bøgernes ofre, og med ofre menes ikke bare de mennesker, der tortureres, voldtages og myrdes af seriemordere og psykopater.

Karin Slaughters ofre er på sin vis også hendes hovedpersoner, der alle er arrede og bærer rundt på dybe og mørke hemmeligheder fra deres fortid.

Karin Slaughters romaner er ikke skrevet med hæsblæsende tempo, snarere strækker de sig ofte over få dage, hvor der fortælles fra forskellige vinkler og man som læser følger de spor, som holdet falder over løbende, indtil bøgernes sidste sider intensiverer dramaet.

Beslægtede forfatterskaber

Ligesom berømte forfattere som Henry David Thoreau (1817-1862) og Mark Twain (1835-1910) skriver Karin Slaughter bedst isoleret fra omverdenen. Hun ejer en hytte i Blue Ridge Mountains i Georgia, hvor hun ofte tager op og skriver intensivt, når hun udformer en roman. Inden da researcher hun gennem venner ansat i politiet, lægeverdenen og på internettet, og hun giver sig selv et helt år til at færdiggøre en roman.

Idet hun begynder på en roman, kender hun start og slutning, og hun ved altid, hvem morderen er fra starten af. Selv siger hun i et hollandsk videoklip om romanen ”Genesis”: ” I know who the bad person is because if you don't know who the bad person is then it's a bit of a surprise by the time you get to the end of the book and I think we've all read books where we thought 'Oh, the author just figured out who did it when I did on the last page.' It's a character you've never met.” (Audio for Books: Author Karin Slaughter - An Interview. Youtube.com, 2013-02-10).

I Karin Slaughters detaljerige beskrivelser kan forfatteren minde om den amerikanske krimiforfatter Patricia D. Cornwell (f. 1956). Begge skriver en voldelig variant af den såkaldte femikrimi, som moderne og hårdkogte krimier af kvinder ofte kaldes. Betegnelsen dækker over et krimiunivers, der er ”skrevet af en kvinde med en kvinde som hovedperson”, og det er desuden ”(…) karakteristisk for femikrimien, at den beskriver moderne kvindeliv og lægger vægt på hovedpersonens liv og konflikter.” [3]Toni LiversageFemikrimi – hvad er detInformation, 2005-12-16.. Patricia D. Cornwells hovedperson i mange romaner er Kay Scarpetta, og hun er som Sara Linton i Grant County-serien retsmediciner.

I Danmark skriver forfattere som Sara Blædel (f. 1964) og Elsebeth Egholm (f. 1960) krimier i femikrimi-genren, og ifølge sit danske forlag, Hr. Ferdinands, hjemmeside, er de to forfattere da også blandt Karin Slaughters danske favoritter.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Mord for øje
Mord for øje

Karin Slaughter

Hr. Ferdinand, 2002. (Blindsighted. 2001). Oversat af Lene Schiøtt.

Mørk treenighed
Mørk treenighed

Karin Slaughter

Hr. Ferdinand, 2007. (Triptych. 2006). Oversat af Jesper Klint Kistorp.

Bortført
Bortført

Karin Slaughter

Hr. Ferdinand, 2008. (Fractured. 2008). Oversat af Henrik Enemark Sørensen.

Vantro
Vantro

Karin Slaughter

Hr. Ferdinand, 2009. (Faithless. 2005). Oversat af Henrik Enemark Sørensen.

Genesis
Genesis

Karin Slaughter

Hr. Ferdinand, 2010. (Undone. 2009). Oversat af Henrik Enemark Sørensen. (Georgia-serien, 1).

Hvid død
Hvid død

Karin Slaughter

Hr. Ferdinand, 2010. (Skin Privilege. 2007). Oversat af Mich Vraa.

Brudt
Brudt

Karin Slaughter

Hr. Ferdinand, 2011. (Broken. 2010). Oversat af Henrik Enemark Sørensen. (Georgia-serien, 2).

Dybt fald
Dybt fald

Karin Slaughter

Hr. Ferdinand, 2011. (Fallen, 2011). Oversat af Henrik Enemark Sørensen. (Georgia-serien, 3).

Forbryder
Forbryder

Karin Slaughter

Hr. Ferdinand, 2012. (Criminal. 2012). Oversat af Henrik Enemark Sørensen. (Georgia-serien, 4).

Svigt
Svigt

Karin Slaughter

Hr. Ferdinand, 2012. (Kisscut. 2002). Oversat af Lotte Kirkeby Hansen.

Kold frygt
Kold frygt

Karin Slaughter

Hr. Ferdinand, 2012. (A faint cold fear. 2003). Oversat af Henrik Enemark Sørensen.

Hævneren
Hævneren

Karin Slaughter

Hr. Ferdinand, 2012. (Indelible. 2004). Oversat af Ingeborg N. Christensen.

I skjul
I skjul

Karin Slaughter

Hr. Ferdinand, 2013. (Unseen). Oversat af Henrik Enemark Sørensen. (Georgia-serien, 5).

Hævntørst
Hævntørst

Karin Slaughter

Hr. Ferdinand, 2014. (Cop town, 2014). Oversat af Henrik Enemark Sørensen.

De smukkeste
De smukkeste

Karin Slaughter

HarperCollins Nordic, 2016. (Pretty girls, 2015). Oversat af Henrik Enemark Sørensen.

En holdt kvinde
En holdt kvinde

Karin Slaughter

HarperCollinsNordic, 2016. (The kept woman, 2016). Oversat af Henrik Enemark Sørensen. (Georgia-serien, 6).

Den gode datter
Den gode datter

Karin Slaughter

HarperCollinsNordic, 2017. (The good daughter, 2017). Oversat af Henrik Enemark Sørensen.

Brudstykker
Brudstykker

Karin Slaughter

HarperCollinsNordic, 2018. (Pieces of her, 2018). Oversætter: Henrik Enemark Sørensen.

Det rene guld
Det rene guld

Karin Slaughter og Lee Child

HarperCollinsNordic, 2019. (Cleaning the Gold, 2019). Oversætter: Henrik Enemark Sørensen.

Den sidste enke
Den sidste enke

Karin Slaughter

HarperCollins, 2019. (The last widow, 2019). Oversætter: Henrik Enemark Sørensen. (Georgia-serien, 7).

De tavse kvinder
De tavse kvinder

Karin Slaughter

HarperCollins, 2020. (The silent wife, 2020). Oversætter: Henrik Enemark Sørensen. (Georgia-serien, 8).

Det falske vidne
Det falske vidne

Karin Slaughter

HarperCollins, 2021. (False witness, 2021). Oversætter: Henrik Enemark Sørensen.

Den glemte pige
Den glemte pige

Karin Slaughter

HarperCollins, 2022. (Girl, forgotten, 2022). Oversætter: Henrik Enemark Sørensen.

Siden den aften
Siden den aften

Karin Slaughter

HarperCollins, 2023. (After that night, 2023). Oversætter: Merete Rostrup Fleischer. (Georgia-serien, 9).

Hvorfor vi løj
Hvorfor vi løj

Karin Slaughter

HarperCollins, 2024. (This is why we lied, 2024). Oversætter: Merete Rostrup Fleischer. (Georgia-serien, 10).

Vi er alle skyldige
Vi er alle skyldige

Karin Slaughter

HarperCollins, 2025. (We are all guilty here, 2025). Oversætter: Merete Rostrup Fleischer. (North Falls, 1).

Det vi skjuler
Det vi skjuler

Karin Slaughter

HarperCollins, 2026. (The secrets we hide, 2026). Oversætter: Merete Rostrup Fleischer. (North Falls, 2).

Om forfatterskabet

Web

Forfatterens hjemmeside

Forfatterens hjemmeside med bl.a. videoer, fakta, nyhedsbrev og meget andet.

The National Book Festival

Tale ved 2010 National Book Festival

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Karin Slaughter

Kilder citeret i portrættet

[1]

Forlaget Hr. Ferdinand

Om Karin Slaughter. Hr. Ferdinands hjemmeside.

[2]

The National Book Festival

Tale ved 2010 National Book Festival .

[3]

Femikrimi – hvad er det

Toni Liversage

Information, 2005-12-16.