”- Troede du virkelig at du kunne narre os, Edgar? Og først nu kom Edgar i tanke om at alle kunne høre ham, hans forældre, Hammer og Jansen, resten af klassen, hele skolen, hele byen, ingen i hele Norge kunne undgå at høre ham nu (…) – Nej, sagde Edgar.”
“Radio” i “Oscar Wildes elevator”, s. 23.
Saabye Christensen behersker novelleformen stramt ved at lade hver historie antyde en hændelse, der bliver afgørende for personerne og får facader til at krakelere. Således i åbningsnovellen, hvor støjende drengestreger udenfor Oslos radiohus afslører landsdækkende paranoia i 1960’ernes Norge: Er det russerne, der kommer, eller måske de fremmede fra det ydre rum? Eller i ”Hjælpemanden”, hvor en katastrofal og absurd flytning af et flygel langsomt åbner hovedpersonens øjne for en kærlighed, han har tabt.
Saabye Christensen er kynisk i sine skildringer af midtlivskrise: I en forfatternovelle med selvbiografisk anstrøg mister forfatteren inspirationen, efter han har modtaget en stor pris og en medfølgende, komfortabel lænestol. Titelnovellen udstiller en midaldrende mands desperadoforsøg på at genoplive sig selv på en lummer affære-weekend i Paris. Katastrofen er uafvendelig.
Saabye Christensen har blik for de bagateller, der styrer livet, og det er i skildringen af disse, han lægger indsatsen: ”Jeg skriver om øjeblikkene, de små og store, i menneskelivet. Øjeblikke, som ikke nødvendigvis er højtidelige eller dramatiske ... det er i de små øjeblikke, hvor man måske formes som menneske. Bagateller kan virke som jordskælv, når vi møder dem(.)” (Helene Moe: Latteren er en alvorlig sag. Kristeligt Dagblad, 2005-10-01).
Lars Saabye Christensen
Den norske forfatter Lars Saabye Christensen skriver om samfundets outsidere og om pubertetens disharmoniske tid. Han skildrer begivenheder, der balancerer mellem det hverdagsagtige og det usandsyn...
Læs hele forfatterportrættet
