”Hun tæller på fingrene, alle dem i verden, som hun nu skal hjælpe. Først skal hun hjælpe indianerne mod cowboyerne, der har taget landet fra dem. Bagefter skal hun hjælpe sigøjnerne, der ikke må være der, hvor de gerne vil være, i Europa. Indimellem kan hun så hjælpe de børn på Færøerne, der næsten ingenting ejer, selv om de ikke er horeunger, de børn, der aldrig er helt mætte, kun snottede og med polypper og laset tøj.”
”Pigen i verden”, s. 154.
1960’ernes sommerdage går langsomt, og når den sensitive pige ikke leger Robin Hood i haven, har hun god tid til at iagttage dynamikkerne i den mærkeligt sammenbragte familie: mormoren, der laver kabale og stiltiende accepterer, at hendes mand og tante har et slet skjult kærlighedsforhold, den drømmende moster, der vælter sig i mænd uden at kunne vælge og den opofrende tante, der gerne vil have morfar, men som ender med en tør købmand på det mørke nordland. Andre karakterer er den generte mand, der kommer med torskehoveder til morfar på en trillebør og som måske er forelsket i mormor, telefonmanden, der barberer og klipper morfar inden de spiller skak og drikker cognac. I stedet for navne defineres karaktererne af deres funktion, og som sådan bliver alle holdt på plads i det lille samfund.
Pigens næsten filmiske blik gør sammen med den lavmælte prosa romanen til et stilfærdigt og meget præcist studie i komplekse familiedynamikker, løssluppent og tilbageholdt begær og hvad psykisk vold gør ved et lille barn. Fra radioen kører nyhederne fra Vietnam, og på den måde spejles den lille, lokale verden af den store, og pigen gør sig mange både naive og smukke tanker om, hvorfor mennesker er voldelige mod hinanden. Den dragende færøske natur fylder naturligt i romanen, der også tematiserer forholdet mellem Færøerne og Danmark med alle de fordomme, der hersker i begge retninger.
Katrin Ottarsdóttir
Den færøske filminstruktør og forfatter Katrin Ottarsdóttir har med de tæt forbundne romaner ”Pigen i verden” og ”Sommeren varer ikke hele året længere” givet stemme til en pige, hvis mor tyrannise...
Læs hele forfatterportrættet