”Det var ligesom en spilledåse, der drejede rundt og rundt om sig selv med små toner og små melodier – Volksliedchen und Märchen – og gjorde verden lille. Den var min. Jeg stod i midten med violinen og holdt koncert, mens livet passerede forbi med årstiderne, og forestillede mig, at salen var sort af publikum.”
“Pigen i violinen”, s. 11.
Romanen fortælles i datid, i to spor, der løber ved siden af hinanden. Dels en kronologisk jegfortælling om pigen, der fortæller om sit disciplinerede liv med musikken. Dels fortællingen om den smukke, skræmmende, sørgelige Iris, som jeget bor hos under sin studietid i Wien: “Her ville jeg tilbringe det mærkeligste år i mit liv, dengang jeg startede på Hochschule für Musik.” (s. 11). Denne Iris lever i fortiden og af sin eksmands lidenskab; han var en af de største pianister og Beethovenfortolkere i det tyvende århundrede.
Hvor Knud Romers to første romaner er blevet beskrevet som langstrakte og krævende romanfødsler, har han i et interview fortalt, at “Pigen i violinen” blev skrevet på to måneder (Line Rasmussen: Lev i fred, Knud. Bogmagasinet, 2021-10-30). Og at den har rumsteret, siden han faldt i søvn i sin mors skød i operaen i Frankfurt, men først blev skrevet i tiden efter den svære toer, hvor han var blevet skilt og diagnosticeret med alvorlig grøn stær. Omstændigheder, han har talt åbent om i medierne, og et tema, der også bliver berørt i “Pigen i violinen”: kunst vs. konsekvenser. Romanen spørger indirekte: Kan hovedpersonen hellige sit liv til musikken, uden at det får store omkostninger for hendes liv? Svaret er umiddelbart nedslående.
Knud Romer
Barndomsøen Falster er et uomtvisteligt omdrejningspunkt i Knud Romers skønlitterære virke. I debuten “Den som blinker er bange for døden” (2006) får provinsbyen Nykøbing lidet kønne ord med på vej...
Læs hele forfatterportrættet
