”Han tager mit ansigt i hænderne, så forsigtigt at hans hænder ryster lidt, men jeg tror han ved hvad han gør. Jeg er klar over at det er snyd, at det er for at få mig til at gemme bogen, men derfor kan vi vel godt.”
”Så må vi se”, s. 164.
I novellen ”Globryllup” følger man – som i de fleste andre af novellerne – et jeg. En uventet kærlig hånd på ryggen fra en kollega har fået jeget til at låne sin yndlingsbog ud, og resten af novellen går med at prøve at få den tilbage. Jeget går i seng med sin kollega på trods af en vedvarende følelse af afsky omkring ham og forestillinger omkring, hvordan han tørrer sine beskidte fingre af i den værdifulde, udlånte bog.
På mange måder indtager bogen en position som jeget selv. Hun føler sig beskidt efter at have været sammen med den lidt luskede kollega og forsøger på akavet vis at blive hel igen. Samtidig er novellen ikke voldsomt metaforisk. Den fremstiller uden at fortolke og er med andre ord fuld af åbne pladser, så læseren selv kan tillægge handlingerne betydning. Som en typisk åben afslutning står jeget ved kollegaens bryllup og vil vinke til ham, men ender i stedet med at løfte højre arm og lade, som om hun skyder. Her giver hun udtryk for frustrationen over det kontroltab, hun har oplevet, og det sker ubevidst og som ved et tilfælde.
Sidsel Falsig Pedersen
Sidsel Falsig Pedersen er en særegen og stilsikker stemme i dansk litteratur. Hendes litterære universer er fulde af utilpassede og halvtriste mennesker, der søger efter en unik identitet uden ofte...
Læs hele forfatterportrættet
