”Når morgenens sol lister ind gennem ruden, /glad og forsigtig,/ som et barn, der vil overraske/ tidligt, tidligt, en festlig dag—/ så strækker jeg fuld af voksende jubel/ mine åbne arme ud mod den stundende dag –/ for dagen er dig,/ og lyset er dig,/ solen er dig,/ og våren er dig,/ og hele det smukke, smukke,/ ventende liv er dig!”
”Skyer,” s. 27.
Modsætningspar som lys og mørke, lethed og tyngde danner digtenes spændingsfelt, som natravnen i digtet ”Natravnen”, der flyver lavt med vingerne tynget af støv, muld og en unavngivet længsel. Man fornemmer, at det er natravnens tungsind som hæmmer den, men som samtidig også giver den en indsigt, som ikke er den hvideste hvide svane forundt. Det er en transcendental længsel, som digtene giver udtryk for, med et klassisk værdihierarki, hvor lys og himmel er det efterstræbelsesværdige, og mørke og tyngde er det, jeg’et vil undslippe. I digtene ses en sympati for de hvileløse, utilpassede og melankolske individer, for hvem verden er brutal, som sneglen der aldrig kryber ud af sin skal.
Tematikkerne omkring den menneskelige eksistens, de religiøse motiver og psykologiske tilstande udfoldes på eleganteste vis i et sprudlende sprog, der utvungent tager form for læserens øjne. Det er, som om hvert digt har sin egen organiske form. Mange af digtene har en klassisk komposition med klar rytme og parrim, andre digte har en mere sprængt metrik, og på den måde afspejler digtsamlingen også den tid, den er skrevet i, en mellemtid mellem det gamle og det nye; de brølende tyvere, hvor fremskridtene tog fart.
Karin Boye
Den svenske forfatter Karin Boye (1900 1941) opnåede i løbet af sit korte liv at blive en af Nordens vigtigste lyrikere i det tyvende århundrede. Hun debuterede som blot 22 årig med digtsamlingen ”...
Læs hele forfatterportrættet
