”Men det var selvfølgelig alt sammen hende – af hende og om hende, og nu var hun tilbage i virkelighedens verden, ikke en verden hun selv kunne skabe, men den der havde skabt hende, og hun kunne mærke, hvordan hun blev mindre og mindre under aftenhimlen.”
”Soning”, s. 90.
Robbie bliver sendt i fængsel og tilbringer et par år der, indtil han får mulighed for at afsone sin straf ved fronten i stedet. I løbet af årene plages Briony af en tiltagende skyldfølelse. Hun opgiver at tage på Cambridge for i stedet at blive sygeplejerske og søger på flere måder at gøre skaden god igen, men må også erkende, at der er ugerninger, som er svære at råde bod på.
Romanens overordnede problematik er det komplekse forhold mellem retfærdighed, forbrydelse og straf. Det, der skiller retfærdighed fra uretfærdighed, er omstændigheder, som det ofte er uden for menneskets rækkevidde at kontrollere. Voldtægten får drastiske konsekvenser for både Briony, Cecilia og Robbie, på trods af at de alle er uden skyld i traditionel forstand – også Briony, hvis barnlige udsyn langt hen ad vejen undskylder hendes misforståelse af situationen. Mens gerningsmanden går fri, bruger de hver især resten af deres liv på at komme overens med hændelsen. Ian McEwan skriver her i en mere billedrig, drømmende og sentimental stil, end man typisk forbinder med ham, hvilket finder sin forklaring i bogens efterskrift. Romanen er episk i sit tilsnit og skildrer kærlighed og had, magt og afmagt og skyld og tilgivelse i de anspændte år omkring Anden Verdenskrig.
Ian McEwan
På trods af en stor alsidighed i stil og genre er der noget sært genkendeligt i engelske Ian McEwans værker. Lige meget om bogen handler om forældreløse børn, misforstået kærlighed, klimaforandring...
Læs hele forfatterportrættet
